Lørdag den 3. marts får Jebjergs borgere en ny, indbydende frisørsalon for hele familien, når Lene Vistisen Nygaard slår dørene op til ”Lene & Saksen”.
Frisørsalonen i Østergade, der tidligere husede Salon Ofelia, er blevet shinet op og indrettet lige præcis, som Lene Vistisen Nygaard havde drømt om.
-Jeg er utrolig glad for resultatet og glæder mig helt vildt til, at drømmen nu går i opfyldelse, fortæller den 37-årige frisør, der i øvrigt selv bor i Jebjerg sammen med gemalen Jens og de to børn.
Lene Vistisen Nygaard har tidligere været ansat hos Klippe Centeret i Balling og hos Zik Zax i Roslev, hvor hun er udlært.
-Jeg tager selvfølgelig alt det gode med, som jeg har lært i mine år på de to saloner, understreger Lene, der tilføjer, at hun samtidig ser frem til at kunne sætte sit helt eget præg på såvel samarbejdet med kunderne som hvilke produkter, der bruges i salonen.
I ”Lene & Saksen” er såvel shampoo og stylingprodukter miljøvenlige, ligesom salonens hårfarveserie fra Farouk er helt uden ammoniak.
-Det miljøvenlige er helt sikkert fremtiden i frisørfaget, siger Lene Visitsen Nygaard. –Det er sundere for både frisøren og for kunderne – og dermed også for vores alle sammens miljø.
Lene lægger vægt på, at ”Lene & Saksen” skal være en salon for hele familien, hvor hver enkelt kunde bliver behandlet individuelt – uanset hvilken generation kunden tilhører.
-Hvis en kunde har behov for det, kører jeg også gerne ud og ordner hår i private hjem, understreger Lene Nygaard, der forklarer, at det f.eks. kunne være i forbindelse med sygdom eller hvis en ældre kunde ikke har mulighed for at komme i salonen.
Lene Vistisen Nygaard glæder sig til at byde såvel nye som kendte kunderne velkommen og hun slutter med en opfordring: -Vintervejret gør sjældent noget godt for håret, så book en tid i salon ”Lene & Saksen” og få vinterhåret piftet op, så du er klar til foråret.