Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) ser det som en stor fordel for Skiveegnen at samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner for at synliggøre mulighederne – og ikke mindst fordelene – ved at uddanne sig lokalt. Fredag den 20. april inviterer SET og Teknisk Gymnasium Skive derfor til Forskningens Døgn, en spændende og lærerig eftermiddag i naturvidenskabernes tegn. En eftermiddag, der forhåbentlig vil nedbryde myten om, at naturvidenskab kun er for nørder.
Det er vigtigt for den fremtidige arbejdsstyrke, at Skiveegnens unge færdiggør en ungdomsuddannelse af en vis kvalitet, så muligheden for at fastholde dem på egnen øges. Formålet med Forskningens Døgn på Teknisk Gymnasium er derfor at præsentere de naturvidenskabelige elementer for såvel nuværende som kommende elever – i håb om at kunne skabe og udbygge interesse blandt de unge gæster.
SETs event manager, Charlotte Kastbjerg: -Teknisk Gymnasiums egne elever er naturligvis selvskrevne til Forskningens Døgn, men invitationen også er sendt ud til alle kommunens 8., 9. og 10. klasser – til gymnasiet og lærerseminariet. For de studerende på lærerseminariet er formålet at præsentere alternative elementer til undervisningen i de naturfaglige fag.
-Titlen ”Forskningens Døgn” kan måske godt lyde noget nørdet, medgiver Charlotte Kastbjerg, -Men med eftermiddagens blanding af teori og praksis ønsker vi at vise de unge, at det kan være rigtigt, rigtig spændende at fordybe sig i nogle naturvidenskabelige teorier – og så få noget praktisk og helt-nede-på-jorden forståeligt ud af det.
Forskningens Døgn starter kl. 12 med et foredrag af Michael Linden-Vørnle, cand.scient. og ph.d. i astrofysik. Michael Linden-Vørnle arbejder som astrofysiker og formidler på Thycho Brahe Planetariet, og han vil – med udgangspunkt i hovedemnerne i demo-standene stande – komme bredt rundt om emnerne “Big Bang”, “liv i universet” og “rumrejser”.
Efter foredraget vil Teknisk Gynmasiums undervisere stå klar med demostande og forsøgsstationer, hvor gæsterne får mulighed for at afprøve nogle af de teorier, Michael Linden-Vørnle har præsenteret i foredraget.
Michael Boye Hvorslev, Teknisk Gymnasium Skive fortæller: -I samarbejde med faglærerne vil vi præsentere demostande/forsøgsstationer indenfor fysik, kemi, biologi og bioteknologi. En skønsom blanding af teori og praktiske forsøg, hvor gæsterne kan læse, se og høre – røre, smage og prøve – noget af alt det, som vi arbejder med i de naturvidenskabelige fag.
Han tilføjer, at Teknisk Gymnasium altid er på udkik efter muligheder for at tilbyde eleverne spændende events. -Så da Charlotte Kastbjerg tidligt forår ringede og spurgte, om vi ville være med i et samarbejde omkring Forskningens Døgn, sagde vi ”hellere end gerne” lige med samme, da emnerne falder i fantastisk tråd med det, Teknisk Gymnasium kan og står for indenfor naturvidenskab og teknologi. Ligesom det selvfølgelig også er glædeligt, at vi samtidig får mulighed for at tilbyde egnens øvrige unge at deltage i arrangementet.
Michael Boye Hvorslev roser samarbejdet med SET: – Det er et rigtig fint projekt og det er fantastisk at samarbejde med Charlotte Kastbjerg, der sørger for, at tingene falder på plads uden stress eller jag.
Event Manager Charlotte Kastbjerg fortæller, at Forskningens Døgn i Skive er en del af en landsdækkende forskningsfestival, som Uddannelsesministeriet står bag. Lokalt er målgruppen primært unge fra 8. klasse og opefter, men Charlotte Kastbjerg understreger, at alle, der er interesseret i naturvidenskab, naturligvis er mere end velkomne til at deltage i arrangementet på Teknisk Gymnasium Skive fredag den 20. april kl. 12-15.