Efter 10 år som ambulancebehandler hos Falck har Jørgen Bay Sørensen valgt at blive selvstændig indenfor blik og ventilation. Firmaet Bay’s Blik og Ventilation har udgangspunkt på hjemadressen i Balling, hvorfra Jørgen Bay Sørensen primært vil betjene private kunder.
Jørgen Bay Sørensen er udlært tag-, facade- og ventilations montør, så hvis indeklimaet skal optimeres, er Bay’s Blik og Ventilation det rigtige sted at henvende sig.
Den 36 årige indehaver opsætter, vedligeholder og reparerer ventilationsanlæg i villaer, rækkehuse og lejligheder. Han har ligeledes stor erfaring indenfor traditionelle blikkenslageropgaver som tag- og skotrender, kviste og vinduer, tag- og facadebelædning samt inddækninger og beklædning af huse i både zink eller kobber.
-Hos Bay’s Blik og Ventilation sætter vi altid kunderne i fokus, understreger Jørgen Bay Sørensen, der uddyber: -Vi laver specialopgaver efter ønske og lægger derfor stor vægt på samarbejdet med kunden, således at det færdige arbejde ikke bare svarer til kundens ønske men også passer til husets udseende.
Bay’s Blik og Ventilation har et meget højt service- og kvalitetsniveau og Jørgen Bay Sørensen håber, at han får ry som blikkenslageren, der altid overholder de indgåede aftaler med kunden – og som altid udfører arbejdet til kundens fulde tilfredshed.
Jørgen Bay Sørensen har valgt at holde omkostningerne nede ved at starte firmaet på hjemadressen, ligesom det er et bevidst valg, at der her i starten ikke etableres et egentligt lager, hvilket betyder, at Bay’s Blik og Ventilation kan tilbyde yderst konkurrencedygtige priser.
Jørgen Bay Sørensen glæder sig til at kommer rigtigt i gang og opfordrer interesserede kunder til at ringe for et uforpligtende tilbud på blikkenslager- eller ventilationsopgaver.