-en ny folder viser vejen.
Skiveegnens borgere og gæster har ofte spurgt, om der ikke fandtes et samlet overblik over egnens spisesteder og kunsthåndværkere. Dette har Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) taget til efterretning og har derfor netop lanceret en lille handy folder, ”Mad- & kunsthåndværkere på Skiveegnen”, der viser et udpluk af egnens unikke kulinariske og kunstneriske perler.
Event manager Charlotte Kastbjerg fra SET fortæller: -Publikationen ”Mad- og Kunsthåndværkere” er lavet til gavn og glæde for turister og borgere, der efterspørger noget godt for ganen og øjet. Den skulle gerne inspirere til besøg hos de 12 deltagere, der har valgt at være med i det fælles tiltag.
De 12 lokale virksomheder, der har valgt at deltage i folderen er Melbjerggaard Grønt, Savillas, Dalsgård Antik og Staarup Haandbryg fra nordfjends, altså den østlige del af kommunen – Fur Bryghus og Den Nye Jettestue fra Fur – Glyngøre Shellfish, Galleri Salling, Grove Nørregaard, Thise Mejeri og Lyby Frugt fra Salling og kunstnersammenslutningen Galleri Temporary, der har base i Skive midtby.
-Ud over en præsentation af virksomhederne, rummer folderen samtidig inspiration i form af 3 spændende opskrifter med lokale råvarer, oplyser Charlotte Kastbjerg.
Besøgende hos Savillas efterlyser ofte opskriften på den grønne pesto, og Sanne Villadsen valgte derfor netop pestoen, da hun blev bedt om at levere en opskrift til folderen. Lars Bonde fra Glyngøre Shellfish var heller ikke i tvivl om, at hans spændende muslingeforret, Moules marinieres, ville være den helt rigtige opskrift.
-Folderens sidste opskrift er Skyr kage á la Thise, siger Charlotte Kastbjerg, der fortæller at Thise Mejeri, via opskriften, gerne vil slå på tromme for anvendelsen af skyr som grundingrediens i bl.a. kagecreme. Hun tilføjer, at Skyr (udtales skir) er et fedtfattigt islandsk mejeriprodukt, der fremstilles på licens på to danske mejerier, herunder Thise Mejeri.
Bagerst i folderen findes et oversigtskort med angivelse af, hvor gæsten kan finde de enkelte butikker/forretninger, der er omtalt.
-Både vi og deltagerne i ”Mad- og kunsthåndværkere på Skiveegnen” håber, at folderen vil inspirere såvel lokale borgere som gæster på egnen, slutter Charlotte Kastbjerg, der oplyser, at folderen kan fås på fødevaretorvemarkedet i Skive den 7. juli samt hos de deltagende virksomheder eller Skiveegnens turistinformationer.