I poetiske og sansende fotografier skildrer Preben Stentoft livet på et lille husmandssted i Salling. Gennem syv år har fotografen fulgt den gamle Magnus, og udstillingen Magnus i Vester Hjerk er afsæt for et vokabular af erindringer, som de fleste kan nikke genkendende til fra egen barndom eller familie.
Magnus i Vester Hjerk portrætterer en mand, der har levet et langt liv, men som stadig er kraftfuld og stærk. Indlevende og indsigtsfuldt registrerer Stentoft hverdagens opgaver, husmandsstedets interiør og det forblæste landskab i Salling. Det er som regel fra morgenstunden, at Stentoft har besøgt Magnus, og han har deltaget i de daglige gøremål som at slå græs til køerne, vande blomster, se morgen tv og fange ål sammen med den gamle mand. Magnus er født i 1923 og arbejdede indtil sin pension som hjemmeslagter.
Stentoft er betaget af den energi, som denne mand lægger for dagen, og gennem de mange besøg hos Magnus i Vester Hjerk er der opstået et venskab mellem de to. Magnus interesserer sig for verden – han ser nyheder og er interesseret i at lære mennesker at kende. Samtidig stiller han gerne op og er i centrum. Magnus i Vester Hjerk fortæller om en fin relation mellem to mennesker på tværs af generationer.
Dokumentarfotografiet har siden slutningen af 1960erne udviklet sig til en genre i sig selv. Fra 1970erne og frem dyrkedes et ærligt syn på tilværelsen, og hverdagsmotiverne blev populære med deres personlighed, stilhed, skønhed og grimhed. Frem til i dag er grænsen mellem kunst og dokumentarisme blevet opløst, og fotografiet er sideordnet billedkunst, lyrik og litteratur. I dag har dokumentarfotografiet ofte en undersøgende, antropologisk karakter, hvor hverdagen registreres i æstetiske stillbilleder – iscenesat eller hurtigt i et snapshot.
Preben Stentoft (født 1967) er uddannet reklamefotograf og har siden 2006 udstillet sine fotografier, som ofte kredser om hverdagen. Hans fotos er personlige portrætter af almindelige mennesker og skildringer af historier, særlige pletter i storbyens urbane rum eller horisonten i det midtjyske landskab. Gennem de syv år med besøg hos Magnus forandrede teknik og metode sig i Stentofts fotografier, og billederne varierer fra skarpe iagttagelser til douchede registreringer med 30 sekunders lukketid og håndholdt kamera.
Udstillingen åbner 1. september kl.15-17. Tv-vært Søren Ryge vil fortælle og forfatteren Hans Otto Jørgensen læser op.
I forbindelse med udstillingen udkommer bogen Rundt om med billeder af Preben Stentoft og en novelle af forfatteren Hans Otto Jørgensen på forlaget Jorinde og Joringel.
I perioden 1. september – 16. december 2012 udstiller Preben Stentoft desuden landskabsfotografier i cafeen hos Galleri Salling i Hjerk.