Modeljernbaneklub drejeSKIVEn har netop fløjtet afgang for den kommende sæson. Onsdag den 1. august var første klubaften efter sommerpausen.
Klubaften er hver onsdag og torsdaq, klokken 19 – 22. Og man kan sige, at modeltog og at dele viden om modelhobbyen i Skive kommune er en stor succes, hvis man ser på antallet af medlemmer. Vi er mere end 50. Det er dejligt, at der er så stor tilslutning. Dette er dog ikke et mål i sig selv, at have mange medlemmer. Og det betyder, at vi har pladsproblemer. Derfor er der indført venteliste. Dette gælder dog kun for onsdag aften. Nye medlemmer henvises derfor til torsdag aften. Bestyrelsen forsøger at løse pladsproblematikken.
11. august var klubben på cykeltur på Vestsallingbanen. Der var afgang fra Spøttrup station mod Skive. Vejret var godt med svag vind. Turen blev nydt af de 16 personer, der havde valgt, at bruge lørdag eftermiddag. Dagen sluttede af med mad på grill. Successen var hjemme. Så derfor er det allerede besluttet, at i 2013 vil vi arrangere en tur på Nordsallingbanen, fra Glyngøre til Skive, den anden lørdag i august.
Den 29. august tager vi til Nørre Sundby for at høre om digital teknik på modelbanen. Dette foregår i samarbejde med Ken Rosa fra Hobbykæden.
I september måned tager vi til Store Byttedag i Skørring på Djursland. Det er den 8. september og foregår i Ådalshallen, klokken 10 – 16.
Den 6. og 7. oktober afholdes der igen modelmesse i Stoholm Kultur- og fritidscenter, hvor klubben forventelig er med med udstillingsmodellen. Vi fortæller om klubben og om at bygge modelbane.
Modeljernbaneklub drejeSKIVEn er oprettet den 23. marts 2010 med det formål at udbrede kendskabet til modeljernbanen.
Klubben opbygger et modelanlæg fra Skive til Spøttrup og Skive til Glyngøre. Der bygges en model af nuværende Skive station og af tidligere Skive station som den så ud indtil 1960, da den lå på Viborgvej. Størrelsesforholdet er 1:87.