Mandag d. 10 september slår Husholdningslauget på Fur dørene op til endnu en sæson med spændende og hyggelige aktiviteter.
Vi indleder sæsonen med: ”Afrika ekspeditionen”, et foredrag i ord, lyd, video og fotos af Nicolai Bangsgaard.
Nicolai, som er antropolog og eventyrer, beretter i dette foredrag om sin seneste rejse alene på cykel gennem Sydafrika, Namibia, Botswana, Zambia, Zimbabwe, Swaziland og Lesotho.
Gennem er række fascinerende og dragende anekdoter fra den 5.000km lange rejse i det sydlige Afrika vil han med humor, nærvær, engagement og ikke mindst med kulturel indsigt fortælle om bl.a. mødet med sultne løver, hjertevarme befolkninger, voldsomt udfordrende bjergpas og nådesløse strabadser gennem ørkenen i 60 graders varme.
Nicolai fortæller ikke kun om den fysiske rejse, men også om den mentale rejse, som handler om selvudvikling, motivation og om at turde møde verden og leve det liv, man drømmer om. Det gælder om at turde samt sætte sig små mål for at nå store drømme.
Vi har tidligere haft besøg af Nicolai, som gav os en uforglemmelig aften med sit fotoshow, personlige beretninger og en smittende rejseglæde. Han berettede her om sin 62.000km lange cykletur jorden rundt.
Han lever af og for sine eventyr og er en efterspurgt foredragsholder. Vi ser derfor frem til en aften, hvor vi inviteres ind i Nicolais univers, og får et bevis på, at verden er uendelig meget bedre end sit rygte.
Foredraget finder sted påFur Forsamlingshus mandag d. 10. september kl. 19. Alle er velkomne – således også folk som ikke er medlemmer af Husholdningslauget. Har man lyst til at støtte foreningen, kan man melde sig ind på selve aftenen. Der vil blive serveret kaffe/the og kage i en pause i foredraget.