Søndag var den sidste af ti dage med debat, fest og farver!
Dagen begyndte i dejligt eftersommervejr med ankomsten af mindst 280 løbere og naturligvis mange andre, som ville se løberne og udnytte de forskellige tilbud til alle aldre i hallen: fitness, petanque, redskabsparcour, video, fotoudstilling, 56 løb et halvmaraton ad udsøgt smukke veje over Kjeldgård til Branden og Junget strand – ruten fik megen ros. Den hurtigste gjorde turen på 1 time og 21 minutter. De andre deltagere løb ti eller fem km. Alle nød de efter løbet de lækre kager, som Seldes beboere havde spenderet til kageteltet.
I flere timer lød der hestetrav i byens hovedgade – og børnene var glade for at køre med en rigtig hestevogn. Kl. 13. morede KnokkelSploff børn og voksne med et afvekslende klovneshow, som inddrog mange af tilskuerne i forestillingen.
Dagen sluttede med alle tiders finalekoncert: Harald spillede solo på Waldhorn og et nydannet band af fire unge fra området overraskede os alle med fem virkelig flotte numre – dem kommer vi bestemt til at høre mere til.
De forgående dage havde været fulde at tilbud, som blev rigtig godt modtaget af områdets beboere. Naturligvis har nogen arrangementer været bedre besøgt end andre, men fælles for beretningerne fra forløbene er, at der havde været stor tilfredshed med kvaliteten af tilbudene – og at der havde været noget for enhver smag.
Gospelworkshoppen med Rune Herholdt om lørdagen var for de 12 deltagere en stor oplevelse, og om eftermiddagen optrådte de som kor ledsaget af de tre Gospelbrothers på keybord, bas og trommer. De mange koncertgæster i Selde Kirke kom også til at synge med, så der var rigtig gang i musikken den eftermiddag!
Skive Swing Trio, som spillede revy-og dansemusik på Da Winti lørdag aften, burde have medbragt tekster, for vi var mange, som gerne ville have nynnet med på de kendte evergreens fra forrige århundrede. Sange fra dengang, hvor teksterne bestod af mere end ”love”. De har lovet at komme med tekster næste gang de kommer.
Fredag eftermiddag på Østergård med falkoner og middelaldermusik var meget spændende på flere måder , da de fremmødte fik personlig kontakt med falkoneren og hans fugle og lejlighed til på tæt hold at nyde den usædvanlige musik i den gamle riddersal.
Beretningen om ”Katten i sækken” på Cirkusfabrikken fredag aften kan man ikke skrive om i få ord – her skal kun røbes, at der var mange ”katte i sækken”!!! Det berettes der om særskilt!
Torsdag eftermiddag var der mange mennesker, som kan lide de gode gamle sange, sammen på Da Winti for at høre de ”Tre Bonderøves” harmonikamusik og synge med på sangene – og naturligvis for at nyde et veldækket kaffebord med mange slags hjemmebagte kager.
De fjorten deltagere i pilgrimsvandringen trodsede vejret onsdag middag og trak i regntøjet, og så havde de en dejlig vandretur i de smukke egne mellem Åsted og Selde – og kunne efter endt vandring sammen med mange andre lytte til Estvad-Rønbjerg Trios fine koncert i Selde Kirke.
Ved aftenstide fandt mange mennsker sammen i Fursundhallen til fælles- spisning, som denne aften var buffet. Den fik megen ros.
Kl. 20. deltog en større gruppe i det usædvanlige powerpoint-foredrag ”Ord og Toner i fugleperspektiv”, og nød at se de mange smukke fotografier af mere eller mindre kendte fugle fra naturen omkring os samtidig med, at der blev fortalt om dem og spillet og sunget sange, hvor disse fugle indgår i teksterne.
Ja, og naturligvis kunne vi ofte synge med og genlæse teksterne på skærmen.
Og sådan kunne man blive ved, for der var i alt 37 forskellige arrangementer, som alle fandt sted som planlagt. At de ikke alle kan nævnes i èn artikel er indlysende, men vide mere, er der mange fotos på internettet og med tiden også tekster.
Vi her i Grødemarken vil snart evaluere hele arrangementet og overveje vores næste træk i det store spil.