I forbindelse med furkunst.dk´s udstillingsaktivivteter har foreningen inviteret Ellen Bye Jensen fra Fur til at udstille i Fursundhallens selskabslokale.
Udstillingen åbner fredag d. 12. oktober og kan ses frem til udgangen af december måned.
Lokalerne er helt nye og er meget lyse og venlige og særdeles velegnede til udstillinger. Furkunst.dk arrangerer udstillinger i lokalerne året rundt.
Ellen Bye Jensen
Om Ellen Bye Jensens visionære landskabsmalerier
Det er et landskab skabt af is og ild, vejr og vind og småbitte organiske væsener, som billedkunstneren Ellen Bye Jensen maler. Som en van Gogh –
en Willumsen og en Olivia Holm Møller omskabes de ydre landskaber til indre syner fulde af stærke farver, kraftige konturer og fejende, bugtende og zig-zaggende linjer.
Ellen Bye Jensen lader sig inspirere af de konstant skiftende lysforhold i sine tolkninger af de kantede, laginddelte skrænter, de bølgende bakker, det skiftevis oprørte og blikstille hav og skyernes hastige flugt på den høje himmel.
Helhedsindtrykket er ikke dansk. Farveholdningen er nogle gange næsten middelhavsagtig, præget af skarpe, rene og glødende farver, lige så voldsom som Willumsens eksalterede naturscenerier.
På denne måde opnår Ellen Bye Jensen en grad af identifikation med det landskab, hun bebor, som er beundringsværdigt usentimental. Hendes malerier er personlige og visionære, og hendes instinktive forståelse for kompositionen og farveholdningen skaber en sikker ramme om det hele.