Efter otte års pause er Linie 3 genforenet med et nyt show – og torsdag aften var det Skives tur til at opleve de tre garvede entertainere på scenen, atter genforenet.
Showet bød på flere gensyn af trioens gamle sketches, ligesom evergreens og glad 60’er-musik flød i stride strømme, alt sammen vanligt kompagneret af Jan Glæsel som kapelmester. En festlig og munter aften med en stuvende fuld koncertsal i Kulturcenter Limfjord, hvor publikum oplevede de tre herrers særdeles musikalske og humoristiske sider. Især indslaget efter pausen, hvor de tre var udklædt som deres respektive figurer i Disneys animationsfilm ‘Toy Story’ var ganske morsom, og var en fin reference til noget af den aktivitet, som de har lavet udenfor ‘Linie 3’. Som prikken over i’et afsluttedes showet med Preben Kristensens fremragende parodi af Dronning Margrethe – til stor morskab for hele salen.
Linie 3 rejser i den kommende tid landet rundt med deres turné, og mange kan se frem et glædeligt gensyn med de tre talentfulde herrer, i hvis selskab smilemusklerne hurtigt kommer på arbejde.