Fur Husholdningslaug med højaktuelt arrangement – Inspiration til juledekorationer ved Breum Blomster
Fur Husholdningslaug afholder årets sidste arrangement mandag den 12. november, hvor der tages hul på den forestående juletid med forslag og ideer til forskellige dekorationer. Arrangementet finder sted i Fur Forsamlingshus, med start kl.19.00.
Denne aften vil Jannie Bastrup Pedersen og Hanne Bøgedal fra Breum Blomster komme og give tilhørerne masser af inspiration til decembers måneds dekorationer. De vil dels præsentere nogle færdige dekorationer og dels kreere nogle, medens publikum ser på. Aftenen byder således på et arbejdende værksted med spændende materialer fra naturens skatkammer, sat sammen på nye og anderledes måder.
”Breum Blomster” åbnede dørene marts 2011 og er således en forholdsvis ny butik. Det er en lille virksomhed ejet i fællesskab af Jannie Pedersen og Hanne Bøgedal, hvor deres speciale er blomster, dekorationer og sammenplantninger. De bestræber sig på at lave spændende og inspirationsrigt binderi og deres valg af materialer afspejles i, at naturen er deres inspirationskilde. De er meget innovative i deres udtryksform og tilbyder individuel rådgivning indenfor de forskellige blomsterprojekter, så de svarer til kundens ønsker.
Man kan se frem til en aften med kreative ideer til årets juledekorationer. I pausen serveres der gløgg, kaffe og the med æbleskiver. Der vil være lodtrækning blandt medlemmerne af Fur Husholdningslaug, hvor de heldige på den måde kan se frem til at få en lille ekstra julegave med hjem. Man er selvfølgelig velkommen, selvom man ikke er medlem af Fur Husholdningslaug.