Espersen Jern og Metal A/S, Skive
-nytænkende og nyskabende firma med tilsammen 115 års brancheerfaring
Den 1. november slog endnu en virksomhed fløjdørene op på vid gab i de gamle Dantherm haller ved Ringvej Syd i Skive. Denne dag startede Morten Baagøe Espersen nemlig firmaet Espersen Jern og Metal A/S, Skive, hvis medarbejderstab på 5 allerede fra dag 1 kan tilbyde kunderne sammenlagt 115 års erfaring indenfor branchen.
Morten Espersen fortæller om Espersen Jern og Metal: – Vi henvender os både til private og erhverv og har som princip, at ingen mængder er for små og ingen for store.
Den nye virksomhed tilbyder en bred vifte indenfor jern- og metal samt affaldshåndtering fra den store hal med tilhørende kontorbygning. Hallen har tilkørsel direkte fra Ringvej Syd, 200 meter på asfalteret vej, hvor der altid kan læsses metal, pap/papir m.m. af i tørvejr.
-Vi modtager jernskrot til genvinding fra private, håndværkere, landmænd m.fl. – og alt indenfor metal, som f.eks. kobber, messing, aluminium og rustfri stål, oplyser Morten Espersen, der tilføjer, at virksomheden også modtager produktions- og byggeaffald såsom f.eks. gips og træ.
Pap/papir og plast tager Espersen Jern og Metal imod i såvel løs vægt som ballateret – og fra såvel virksomheder og private som fra spejderindsamlinger, klubber m.v.
Endvidere tilbyder firmaet containerservice med både lukkede og åbne containere, herunder tømning af containere, udlejning af weekendcontainere samt levering af sand.
Morten Baagøe Espersen er med sine 42 år en garvet mand i branchen, idet han har 22 års erfaring som ballast.
-Jeg er oplært og udlært hos min far, Erik Espersen og min farfar, Aage Espersen, der for 50 år siden startede det lokale firma Aa. Espersen & Søn sammen. Ja, faktisk er det 50 år her i december, fortæller Morten Espersen.
Han har senest været medejer af familiefirmaet, som nu er afhændet til det tyskejede TSR Recykling. Hos Aage Espersen & Søn har Morten Espersen selv betjent alle pladser på skrotpladsen, kørt lastbil samt har været administrativ medarbejder i de seneste ca. 15 år med ansvar for indkøb og salg af jern og metal samt kundeaftaler i det store lokalområde.
Morten Espersen er indfødt skibonit og har gode relationer i lokalområdet. Han kan lide at besøge kunderne og vægter den høje service samt at et ord er et ord.
-Og netop det med lokalkendskabet og at ”et ord er et ord” er noget, jeg lagde meget vægt på, da jeg håndplukkede mine medarbejdere, understreger Morten Espersen, der fortsætter: -Hvis jeg tæller mig selv, er vi fra dag et 6 medarbejdere med tilsammen 115 års brancheerfaring og lokalkendskab.
På kontoret vil kunderne – ud over chefen selv – kunne møde Flemming Seerup, der varetager kundeekspedition og logistik samt Anette Kolding Nielsen, der som administrationsmedarbejder også tager sig af bogholderi og kundeekspedition.
-Og så selvfølgelig min far, Erik Espersen, der dog – aldeles velfortjent – har valgt at reducere sin arbejdstid efter 50 år i branchen, fortæller Morten Espersen.
Firmaets to chauffører og pladsmedarbejdere, Peter Larsen og Kresten Thomsen har tilsammen 37 års erfaring i branchen, så de ved alt, hvad der er at vide om håndteringen af jern- og metalskrot.
-I al ubeskedenhed vil jeg sige, at vi er et rigtig godt team, konstaterer Morten Espersen, der gør opmærksom på, at Espersen Jern og Metal ikke har tænkt sig bare at flyde med strømmen og gøre ”som man plejer i branchen”.
-Det kan godt være, at vi er gamle i gårde – men derfor kan vi jo sagtens være nytænkende og nyskabende indenfor branchen, fastslår han og fortsætter: -Et af de nye anderledes tiltag bliver nogle spændende lørdagsarrangementer, som vi lægger ud med i foråret 2013.
Morten Espersen er glad for igen at have fået jern- og metalskrot mellem hænderne og han glæder sig til at byde såvel nye som gamle Espersen-kunder velkommen på Jegstrupvej.