ATILA er lige nu aktuel med udstillingen FUND i Muse®um Kunst. I alt 56 fotografiske værker, som er skabt gennem en årrække, vises for første gang vises samlet. Søndag eftermiddag kan man møde kunstneren, som besøger udstillingen i Skive
Om sin arbejdsmetode siger Atila, at han bevæger sig rundt til fods med sit kamera i forskellige storbyer, som han ”scanner” for motiver. Helst byer, som ikke er for pæne. Hans rolle består i at søge, finde og udvælge motiver blandt de uendeligt mange, som allerede eksisterer. Han viser os udsnit af verden, som vi på den ene side kender men på den anden side måske aldrig rigtig har SET. Motiver, som fortjener at blive fastholdt og fremvist for eksempel fordi de er spændende, øjenåbnende, enkle, komplekse, smukke, grimme – eller simpelthen fordi de sætter gang i tanker og følelser. Atila kan blive helt panisk ved tanken om alle de gode motiver, som forsvinder, inden de når at blive fundet.
Kameraet klarer det tekniske, så Atila kan koncentrere sig om at scanne, finde og indfange motiverne. Alle udstillingens værker har det tilfælles, at de kredser om firkanten som et motiv. Værkerne er rolige og harmoniske, der er noget meditativt over dem. At betragte dem kan sammenlignes med at lytte til klassisk musik, mener nogen. I udstillingen præsenteres nogle af værkerne parvis. ”De taler sammen”, forklarer Atila.
Kunstneren
Atila bor og arbejder i København men er født og opvokset på Skive-egnen. Hans billedkunstneriske arbejde består først og fremmest af installationer og foto. Atila har en lang kunstnerisk karriere bag sig og har bl.a. tidligere udstillet på museet i Skive.
Rundgangen i udstillingen vil foregå som en form for dialog, hvor kunstneren vil fortælle om sin arbejdsmetode og om baggrunden for værkernes tilblivelse, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Alle er velkomne.
FAKTA:
Tid: Søndag den 10. februar kl. 14.00
Sted: Muse®um Kunst, Havnevej 14, 7800 Skive
Pris: Gratis (entre til museet)
Periode: Udstillingen kan ses til og med den 17. marts 2013. Museet har åbent tirsdag-søndag kl. 11-17.
Bogudgivelse: I anledning af udstillingen har kunstneren udgivet bogen ”Atila. Fund”. Bogen indeholder en lang række billedgengivelser og har tekst på dansk og engelsk af kunsthistoriker Tove Thage.