Lørdag den 9. marts præsenterer Skive City og SønderCenteret en smagsprøve på den eventyrlige musical ”Tilbage til nutiden”, der tager tilskuerne med ud på en spændende og tankevækkende tidsrejse tilbage til 80’erne og musikken fra dengang.
Det er anden gang Ungdomsskolen og Musikskolen har skabt et fælles teater- og musikprojekt, hvor Skives unge fra folkeskolens overbygning har skullet arbejde sammen om musik, dans, sang, skuespil og teknik.
Handlingen i ”Tilbage til nutiden” er bygget op om en busfuld gymnasieelevers tidsrejse – fra nutiden og tilbage til 1989. Året er 2013. Stedet er Skive. Under en besynderlig og voldsom lynstorm, forsvinder en bus fyldt med elever fra Skive Gymnasium. Eftersøgningen går straks i gang, men hvad ingen forestiller sig er, at de mange gymnasieelever er blevet kastet tilbage til den tid, hvor deres forældre var unge.
De unge vågner op forskellige steder i Skive i året 1989. De befinder sig alene eller i mindre grupper – og må på egen hånd finde ud af, hvad der er sket, og hvad de skal stille op.
Dette bliver starten på en morsom, spændende – og ikke mindst tankevækkende – historie, hvor vi følger de unges oplevelser i en tid, hvor joggingdragt og permanent er in, hvor der kun er én fjernsynskanal og hvor man skal stå i kø foran en telefonboks, hvis man skal ringe hjem.
Hvad sker der, når de unge fra 2013 møder de unge fra 1989? Kan de forstå hinanden – på tværs af generationerne? Kan de unge lære noget af den tidligere generation, som de kan bruge i deres 2013-liv?
-For alle der kan huske 80’erne, vil musicalen vække minder om såvel tid som musik, lyder det fra handelschef Chalotte Kastbjerg, der opfordrer alle interesserede – på tværs af generationerne – til at lægge vejen forbi SønderCentret lørdag den 9. marts kl. 11, hvor de engagerede unge giver en smagsprøve på ”Tilbage til nutiden” og på den 80’er musik, der danner baggrund for stykket..
-Svaret på, om de unge kan forstå hinanden tværs over generationerne får man dog ikke ved præsentationen i SønderCenteret, understreger handelschefen, der derfor opfordrer til, at unge, forældre og bedsteforældre efterfølgende giver hinanden en fælles oplevelse ved at se hele forestillingen på Skive Theater.
”Tilbage til nutiden” har premiere 2. påskedag, mandag den 1. april i Skive Theater og spiller i alt 4 forestillinger.