Forretning, som handler med kunsthåndværk og design, skal åbne i Selde 100 meter fra Fursund Landevej – tre minutter fra færgen til Fur.
Forretningen skal drives af en forening af kunsthåndværkere og andre interesserede. Det er tanken, at skabe en forretning med en bred pallette af smukke ting af høj kvalitet, som skal være åben hele året, fx hver eftermiddag, så kunderne ikke kommer forgæves. En sådan forretning vil kunne skabe interesse for Fursund området og give de mange arbejdende kunsthåndværkere en god mulighed for udstilling og salg.
Da Wintis ejere har erhvervet en villa med et stort forretningslokale og tilhørende lagerrum. Villaen vil blive udlejet til beboelse. Forretningslokalet skal indrettes og bruges af foreningen. Lejeudgiften skal hovedsagelig dække forbrug og forsikring mm.
Da Winti ligger 100m fra forretningen og har store indendørs og udendørs muligheder for at arrangere markeder og salgsudstillinger og skabe opmærksomhed omkring projektet.
Der er naturligvis en række planlægningsopgaver, der skal løses, inden konceptet er på plads.
Først skal der samles en gruppe mennesker, som har tid og lyst til at være med i den forening, der skal stå for driften af forretningen. Der er mange åbne spørgsmål og meget, der skal tages stilling til.
Synes du om ideen, er der mulighed for at være med til at præge dette initiativ fra starten. Vil du høre mere, bedes du maile eller ringe. Vi vil samle alle interesserede til et møde i maj, hvor man kan se lokaliteterne og tale om projektet.