Thise Vuggestue får glæde af “Det gode liv” prisen fra Nordea Fonden
Prisen “Det gode liv” fra Nordea Fonden tilfaldt i år designer Søren Vester, Thise.
Han modtog prisen for det store engagement han viser i Skive og Salling – ved overrækkelsen nævnte formand for bankrådet Mads Sørensen bl.a. Involveringen i juleaften på Den Blå Viol, Stafet for Livet samt herre gymnastikholdet Brokholdet.
Søren valgte at takke for prisen ved at synge første vers af “Du skal plante et træ” hvorefter han opfordrede alle i salen til at yde frivilligt arbejde og være med til at få ting til at ske.
De 15.000 kr. som følger med prisen valgte Søren at uddele til 2 projekter, hvoraf de 10.000 kr. går til Thise Vuggestue, til at forbedre udelivet for børnene. Pengene giver mulighed for at få indkøbt ladcykler, så børn og personale får endnu bedre adgang til vand, strand og skov i Thise. Vuggestuen har tidligere modtaget midler til at dække 50% af indkøbet af cyklerne og med pengene fra Nordea, kan projektet altså nu realiseres.
De sidste 5000 kr. blev tildelt Sundsøre Rideklub som et skulderklap til bestyrelsen for det store arbejde der bliver lagt i klubbens nye stald og øvrige faciliteter.
På vegne af Thise Vuggestues personale og Forældrebestyrelse, vil jeg gerne sende Søren Vester en meget stor tak for den flotte gave.
Anja Baadsgaard Jensen
Formand for Forældrebestyrelsen i Thise Vuggestue.