På torsdag d. 16. maj, når pressefolkene og al den kongelige virak har forladt Kulturhusbåden SVANEN, indtages den på smukkeste vis af lokale folkemusikere, som vil spille op til spillemandsmusik og fællessang på dækket …
Strygermusik for fulde sejl!
Kulturhusbåden SVANEN indleder sit sommertogt med koncert i Glyngøre Havn torsdag d. 16. maj kl. 19.30 – 21.30
– kan man forestille sig en bedre afrunding af en spændende dag med kongeligt besøg og åbning af Dykkerparken?
Dalsgaard-kvintetten, bestående af Jørgen Dalsgaard (violin), hustruen Else Dalsgaard (cello) og Hanne Berthelsen, Anette Jensen og Finn Koldkur (alle violiner), lægger sikkert fra land med en fin symfoni af nordisk spillemandsmusik, folkemusik fra alverdens lande og dejlige danske sommersange.
Kvintetten har spillet sammen i 1/ 2 års tid og præsenterer her for første gang vinterens anstrengelser for et publikum.
Kom og oplev denne lille koncert, nyd stemningen ombord og syng med på sommerens sange, akkompagneret af de 5 dygtige musikere, der alle desuden spiller til folkedans i Skive og i Amatørsymfoniorkestret Salling Spillemænd.
Entré: 50 kr. Kaffe/ the, kage, frugt og drikkevarer kan købes på båden.
Koncerten, som er den første i en række af 10 sommerkoncerter på SVANEN, er støttet af Skive & Morsø Kommuner. Se mere om de 10 koncerter og de deltagende musikere på kulturspot.dk – eller følg med på din lokale hjemmeside!