M88 – 25 år med idræt / kapitel 2
Der var på dette tidspunkt ikke mange penge i M88, så den første tanke med M88 som bygherre blev hurtigt skrinlagt. Muligheden var så Friskolen.
M88 var her i starten af 1990´erne begyndt at vinde fodfæste, og de første Thise Tri´er (der dengang hed Sundsøre Minitri) havde set dagens lys med højest 10 deltagere – ja, de første år blev den afviklet en sommeraften med 5 deltagere, næsten fra samme familie og med mor og far som de eneste ”heppere” i Thise by. Da var mesterskabet billigt til salg, men alligevel blev der kæmpet og glæden over sejren var lige stor.
Friskolens bestyrelse var med på ideen om en hal, og alle ved, at det her på landet er svært med tilladelser mm, men netop bagved de gamle skolebygninger var der plads til en idrætsbygning med lidt mindre dimensioner end en almindelig idrætshal.
De første tegninger blev produceret ud fra temaer. Dengang skulle der helst være vingefang for at kunne få fondsmidler, og den først tegning var et slags ”skib”. Men beløbet på 8 mill. Kr. lagde hurtigt den idé i graven, og i stedet blev Kaj Ove Madsen, Skive, sat til at lave en standard ”maskinhal”. Og de tegninger blev gundlaget for den hal, vi nu er så glade for, og som for alvor satte vækst i M88. For ca. en million – og et ocean af frivillig arbejdskraft, – jeg tror, at mange familier i thiseområdet havde det svært i dette år! – blev den gamle gymnastiksal lavet om til undervisningsbrug og hallen bygget, og på indvielsesdagen var alle besværligheder glemt. Eleverne på friskolen kravlede ind på gulvet af benovelse over et sådant helt splinternyt gummigulv. Og de var på det tidspunkt vel allerede ved at forstå, hvor meget det ville forandre deres hverdag. Tænk at kunne løbe direkte ind i en idrætshal i hver eneste frikvarter og leg på livet løs.
Og for M88 var det en landvinding af de store.