M88 – 25 år med idræt / kapitel 5
Så mange aktiviteter, så meget udstyr!
Det kræver mange hjælpere – instruktører – og en go´ økonomi. Og når vi rundt omkring fortæller om M88-successen, så kan det være svært at få forståelse for, at vores kontingentsatser kan dække det ind.
For 25 år siden var beslutningen, at det helst ikke måtte være kontingentet, der holdt familier fra at dyrke idræt, og derfor besluttede vi en kontingentpolitik, der tog sigte på familien: 300 kr. for en aktivitet, 500 kr. for et multikontingent, der dækkede alle aktiviteter og 1000 kr. for et familiemedlemsskab, hvor alle i familien ku´ være med til hvad som helst og dertil svømme i Durup, deltage i Thise Tri og Skiveløbet. De takster er nu blevet til 400, 750 og 1500 kr.
Kan det så dække?
Ja, det kan det ene og alene af den grund, at så mange voksne bakker op omkring klubben og straks siger ja til at hjælpe til. Også ungdomstrænere deltager på deres glatte ansigt f. eks. Er der i øjeblikket 2 piger i 8/9. Kl., der spurgte, om de ikke skulle støvsuge i motionsrummet! Lønnen er som i ”de gode, gamle dage”: begejstringen i ungernes øjne, når træningen er i gang, når opvisningen er slut eller en badminton er overstået. Den begejstring og medleven bringer trænerne til at ta´ endnu en sæson. Og så kan klubben bruge økonomske midler til at forbedre materialer både inde og ude. Der er et meget nært samarbejde med Friskolen, som nyder store fordele af, at hallen i den grad er fyldt med redskaber til mangfoldige aktiviteter, som kalder på frikvartersleg, overnatninger og klassetræf, klasse/forældreaftener og klubaftener.
I stigende grad bliver åbenheden også udnyttet til familieidrætstræf. Hallen lejes ikke ud i weekender til faste træningssamlinger. Den er derfor åben til fri idræt for M88 medlemmer, og mange familier benytter sig af det til at lægge et par timer i hallen med idræt som omdrejningspunkt. Der er selvfølgelig risikoen/muligheden for, at også andre benytter sig af det i samme tidsrum, men med rummelighed går det oftest.
Og netop dette er et af de områder, som jeg tror vil udvikle sig ind i de næst 25 år. Jeg tror, at modellen vil brede sig til andre haller, for det er da resourcespild at la´ store haller stå gabende tomme og låste i en stor del af året.