M88 – 25 år med idræt / kapitel 1
I bund og grund tror jeg, at man skal være optaget af ideen og synes, at det er sjovt. Enter det er en idrætsforening eller en forening af anden observans, der skal se dagens lys.
De næste 5 dage vil bringe et kalejdoskopisk billede af M88, Motionsforeningen af 1988 i Thise.
Da Friskolen startede og fremsynede bestyrelser var med på ideen om at bringe ungerne i idrætskontakt hver dag, én times idræt til alle om dagen, var det snublende nærliggende at bringe den idé videre til sognets folk.
Thise Friskoles Gymnastikafdeling så dagens lys, en forening, der hovedsagelig beskæftigede sig med gymnastikken i vintermånederne, så det var først da Jan Gram og jeg tilfældigt mødte hinanden på en løbetur langs stranden at også atletikken holdt sit indtog i Thise Friskoles Gymnastikafd.
Og efter et års tid – en sensommeraften i 1988 efter atletiktræningen – blev M88´s første bestyrelse lavet: Alle 7 der var til træning kom i den bestyrelse, der skulle arbejde med formaliteterne: vedtægter, idrætsgrene, bygninger og andre faciliteter, og det blev til en forening, der så på de muligheder der var i et lille landsogn og deraf begyndte at skabe idræt i alle retninger med mange sjove og underfundige emner: Sommerbold og vinterbold, der skulle behandle alt hvad der kunne rulle og hoppe, traditionel atletik med idrætsmærketræning for bl. a. voksne, gymnastik for små og store, svømning, løb, orientering – alt sammen noget der kunne dyrkes i den lille gymnastiksal og så med et stort udblik på den fantastiske sallingske natur.
Med ca. 100 meget aktive medlemmer og med en del skepsis fra både lokalbefolkning og kommunale myndigheder gik det stadig bedre og bedre.
Og så dukkede tanken om en hal ud af vores idrætsverden.