Fredag d. 21 åbnede en udstilling i Foyeren på Godsbanen, hvor elleve kunstnere, som alle er tilknyttede Danmarks skønneste ø – Fur, – viser nogle af deres værker. Det er foreningen Furkunst.dk, som organiserer kunstnerne og som også rent praktisk står bag udstillingen. Furkunst.dk er en forening, som er hjemmehørende på Fur. Foreningen har et stort antal udøvende kunstnere som medlemmer. Fælles for dem alle er, at de enten er bosat permanent på Fur eller i sommerhalvåret har bolig og gallerivirksomhed på øen.
Furkunst.dk har tidligere haft stor succes med at ”gå i land” og udstille i Silkeborg. Nu forsøger man sig så i en større by og i det helt unikke kunst-miljø, som Godsbanen i Aarhus er.
Fur er ved at udvikle sig til en slags Limfjordens Skagen. Her bor mange udøvende kunstnere og i sommerhalvåret kan man finde mere end tyve gallerier og kunstbutikker. Det smukke lys, som påvirkes af Limfjordens genspejlinger hele året, de fantastiske landskaber, som ikke findes andre steder i Danmark og et tæt kunstmiljø, som Furkunst.dk er med til at skabe, gør øen tiltrækkende og attraktiv for både kunstinteresserede og ikke mindst udøvende kunstnere.
De elleve udstillende kunstnere spænder vidt i deres udtryk. Her er både akvarel, olie og akryl, abstrakt og landskab, glas og foto, men fælles for dem alle er spændingen og glæden ved at arbejde med at finde deres helt personlige udtryk i de forskellige materialer.
De elleve kunstnere er: Lilian Christensen, Ellen Bye jensen, Birgitte Støttrup, Anna Støttrup, Angelika Kapplusch, Marian Færch, Jette Herne, Alek Krylow, Kirsten Klokmose, Lasse Højgaard og Lene Thøgersen.
Udstillingen kan ses helt frem til d. 16. juli i Foyeren i Godsbanens åbningstid.