Skulpturlandsby Selde 2014-2015
I de kommende måneder afsluttes samarbejdet mellem Områdefornyelsen i Selde og Aarhus Kunstakademi med færdiggørelsen af de værker, som de ”masterclasstuderende” og den ledende land-art kunstner Marianne Jørgensen skal lave til Selde. Samtidig begynder man på et stort nyt kunstprojekt ”Skulpturlandsby Selde” med 17 inviterede professionelle billedhuggere, som kommer til Selde for at arbejde og udstille nye værker.
Projektleder Lene Noer og ledende kunstner Marianne Jørgensen var inviteret til møde med Jens Eskildsen, Mogens Dam Lentz og Flemming Schwartz, alle repræsentanter fra Skive Kommune, og alle borgere, som har interesse i projekterne d. 26.02.14 på Da Winti i Selde.
Siden projektets start i jan. 2013 har Selde fået ”Skivevej 13 – en sokkel for fremtiden” (af Birgitte Kristensen) og en videofilm (”Slice-Road” af Leo Sagastuy) om huset, som startede udviklingen af Selde (se: www.vimeo /slice road), et land-art-værk (”SKY” af Marianne Jørgensen), ”Vokseværk”(Ann-Katrine Graah Rasmussen), flere sjove udstillinger og usædvanlige, velbesøgte arrangementer i forbindelse med projekterne.
I første halvår af 2014 kommer flg. værker på plads: ”Utopia” (Land-art værk) ved Fur Landevej, ”Blomster-broderier” langs bystien, ”En Linie til Fjorden”, et teleidopskop ved Fursundhallen, ”Puden” opstilles overfor Brugsen og ”Slice-road II”, som vises ved en afsluttende fest til sommer. Dertil kommer d. 30.04.14 en fest, ”Valborg Aften”, for hele Fursundegnen med optog, mad, dans og bål på alle kæmpehøjene i området.
Den megen landsdækkende omtale af ”Skivevej 13”, den store opbakning fra beboerne og de gode muligheder for at arbejde i byen har ført til, at Selde er blevet kendt i kunstnerkredse. Det har medført stor interesse for at deltage i fremtidige projekter.
Efter pausen tog kunstnerne over og fortalte om det nye projekt, der bliver søgt penge til bl.a. hos Statens Kunstfond. Land-artkunstner Marianne Jørgensen er kurator på udstillingen, som finder sted i september 2014 og 2015. De inviterede kunstnere har alle takket ja til invitationen til ”Skulpturlandsby Selde 2014- 2015. De kommer til Selde i de næste måneder for at planlægge deres bidrag til udstillingen.
Dette projekt er forankret i ”Foreningen for Fursundegnen” og i tæt samarbejde de borgere, som stiller grund, materialer, know-how om egnen, arbejdskraft mm til rådighed.
Skulpturlandsby Selde 2014-2015
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Junget/Grættrup/Thorum, Selde/Åsted