Hvis man skal tro på anmelderne, så venter der publikum til komedien ”Færdig med Fyrre?”, der spiller i Skive Theater onsdag 5. marts, en fem stjernet teateraften, hvor lattermusklerne virkelig bliver rørt.
Comedieteatrets nye forestilling, der er arrangeret af Skive og Omegns Teaterkreds, skal på sin vej gennem landet spille mere end 50 gange, og hver aften skal skuespillerne leve op til, at de på forhånd har lovet grinegaranti.
I Skive har morskabsteatret i forvejen en stor trofast fanskare, der også denne gang er med til at sørge for, at alle billetter allerede nu er solgt.
Henrik Lykkegaard har fordansket den engelske forestilling om ægteparret Torben og Susanne, spillet af Karsten Jansfort og Joy-Maria Frederiksen. De er gift på 17. år. Hun er begyndt at kede sig og vil realisere sig selv. Det forstår han ikke. Han arbejder hele tiden med sit firma, og han synes, de har det så godt.
I huset bor deres datter, spillet af Josefine Moody, og hans far, spillet af Troels II Munk. Han er enkemand og let dement med en fortid i DSB. Naboen, der spilles af Henrik Lykkegaard, er en mand med få brikker at flytte rundt med – men med stor appetit på damer.
Netop naboen er med til at sætte gang i det ellers måske lidt kedelige hverdagsliv, idet han kommer længere og længere ud i sine eskapader. Og det er heller ikke kedeligt at følge den let demente svigerfar, der ingenting kan huske – undtagen sin stolte fortid i DSB.
Det kan måske gennemgående lyde som en lettere kedelig hverdagshistorie fra et parcelhuskvarter, men Comedieteatrets skuespillere er kendt som gode skuespillere med kvikke replikker, der plejer at få de store smil og grin frem.
Stor interesse for ægteskabs-farce
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive