Der var stor og bred interesse for ”Skive FrivilligMesse & FrivilligBørs” ved infomødet i Frivillighedscenter Skive.
Sammen er vi stærkere – derfor var frivillige, frivillige foreninger og organisationer, lokalt erhvervsliv og virksomheder, kommunale institutioner, uddannelsessteder og repræsentanter fra byråd og kommune, i aftes inviteret til introduktion af et spændende og nytænkende frivillighedsevent for hele Skive Kommune.
80 repræsentanter fra frivillige foreninger og kommune deltog. Foreningerne var bredt repræsenteret og fra alle hjørner af Skive Kommune.
Anita Sørensen, konsulent ved Center for Frivilligt Socialt Arbejde fortalte om indhold og muligheder ved en FrivilligBørs.
Hun roste det flotte fremmøde, et godt udgangspunkt for at skabe og ville noget sammen, og på tværs af tilhørsforhold.
Efter oplægget og en kort summepause kunne deltagerne vælge at gå i Messegruppen eller Børsgruppen. Her blev der udvalgt repræsentanter til koordinationsgruppen.
”Skive FrivilligMesse og FrivilligBørs” – er et NYT tiltag for hele kommunen. Formålet er at dyrke og styrke samarbejdet mellem frivillige, kommunen og erhvervslivet.
Formålet med en FrivilligMesse er:
1. At synliggøre alle frivillige foreninger, organisationer og frivillige i øvrigt, og
give øget mulighed for vidensdeling, erfaringsudveksling og rekruttering af
nye frivillige.
2. At præsentere, udstille og tydeliggøre hvem de frivillige er – hvor de er – hvad de gør – gerne på en nytænkende og anderledes måde.
Formålet med en FrivilligBørs er:
1. At skabe nye kontakter og udvikle samarbejder og partnerskaber på tværs af frivillige, kommunen og erhvervslivet i hele Skive Kommune.
2. At skabe, udvikle og udbrede et dynamisk og enkelt koncept for samarbejde, hvor udfordringer kan adresseres og lokale løsninger udvikles.
Læs mere og uddybende på www.skive.dk og www.frivilligbors.dk