Landsskuet i Herning viser både køer, heste, får, geder, kaniner, fjerkræ og katte
Det er adskillige lokale dyr med på Nordeuropas største dyreudstilling, når Landsskuet i Herning afvikles torsdag-lørdag den 3.-5. juli.
De lokale repræsentanter gør sig først og fremmest gældende blandt malkekvæget. Dueholm ved Skive stiller med hele 21 sort- og rødbrogede holstein-køer, mens familien Søgaard fra Tastum tager 18 jersey-køer med. Sidste års vinder af finaletitlen Danmarks Smukkeste Malkeko, familien Døssing ved Højslev, har syv sortbrogede med. Blandt de røde stiller Kaj Christensen, Roslev, og Per Mortensen, Spøttrup, med henholdsvis ni og seks dyr. Fra Spøttrup kommer der også seks kødkvæg fra Bakkegård Hereford.
I hesteudstillingen er Skiveegnen blandt andet repræsenteret af Peter Kristensen, der har fire frieserhest med. Blandt får og geder kommer den største, lokale udstilling fra Nordentoft Boergeder, der stiller med seks boergeder.
I alt er der udstillet 2500 af de allerbedste dyr fra hele landet. De konkurrerer om point og ærespræmier frem til og med lørdag. 50.000 gæster ventes at besøge Landsskuet, der også er meget andet end præmiedyr.
Aktiviteter for hele familien
250 udstillere af maskiner og produkter til både den professionelle landmand, fritidslandmanden og folk der bor på landet dækker således hele Landsskuepladsen sammen med den store have- og naturudstilling, hvor der er inspiration for alle, der interesserer sig for det udendørs liv. Alle tre dage er der desuden en række aktiviteter for hele familien.
Fredag formiddag sender Landsskuet således cykelholdet Team Rynkeby afsted mod Paris, og fredag eftermiddag er der mulighed for at møde ‘De Unge Landmænd’ fra tv-serien af samme navn, Lørdag kommer Frank Erichsen alias Bonderøven for at være med til at afgøre DM i hø. Her er der også et nyt dyrskueshow for børn med tv-værterne Jeppe & Marie, der optræder ved udstillingen af lokale fødevarer Mad For Alle lørdag formiddag. Her kan man også møde tv-kokken Claus Holm.
Aktiviteterne ved ‘Heste For Alle’, de store hesteshows fredag og lørdag samt den internationale katteudstilling tiltrækker traditionelt også mange gæster.
Billedtekst: En sortbroget Holstein-ko fra familien Døssing i Højslev blev sidste år kåret som Danmarks Smukkeste Malkeko på Landsskuet. Titlen uddeles til en ny ko lørdag den 5. juli.