SPIL DANSK-koncert i Jebjerg Torsdag 30. okt. 2014!
Så går det løs igen med SPIL DANSK på alle tangenter!
I år varer SPIL DANSK hele uge 44 med koncerter og
aktiviteter for både børn og voksne over hele landet …
Fællessang på skoler og arbejdspladser, konkurrencer,
kurser, debat, events og hits kendetegner begivenheden
– men i Skive fejrer vi SPIL DANSK 2014 på selve dagen
med en GRATIS koncert i Sport & Event Center i Jebjerg
Torsdag 30. okt. 17 – 22
– hvor et bredt spektrum af både lokale og internationale
kunstnere spiller op til stemning, fællessang og dans på
alverdens instrumenter – japansk harpe, violiner, fløjter,
iransk oud, sang, klarinet, bas og ikke mindst flygelet …
Middagen, der består af skipperlabskovs, frugt og kaffe,
fordi arrangementet i virkeligheden er en del af sommer-
koncerterne på SVANEN, koster 120 kr. og skal bestilles.
Der serveres også en vegetarret, brød & ost, kage mm.
Spisningen foregår kl. 18 efter jazz og evergreens i “den
blå time” med Kai Jørgensen ved flygelet. Under maden
underholder Iben Barnwell & Henrik Kjær Andersen samt
den iranske oud-spiller Shahin Alavi med dinnermusik.
Kl. 19 ankommer Lars Kristensen og hans japanske gæst
harpenisten Junshi Murakami. Det bliver et spændende
gensyn med violinisten fra Mors, som efterhånden har
ført mange udenlandske musikere ombord på SVANEN!
Traditionen tro er der fællessange og en festtale kl. 20,
og umiddelbart herefter går den kendte nye sangerinde
Maria Elizabeth, som selv er fra Jebjerg, på scenen med
sin guitar og sine smukke og eftertænksomme sange på
både dansk og engelsk – et følsomt og rørende møde!
Nordvestjysk Spillemandskvartet med Otto Lindum ved
roret på violin og bratsch og Søren Villadsen på violin,
Bent Jakobsen på klarinet og Jørgen Degn på kontrabas
afrunder koncerten med egne arrangementer af klassisk,
nyere dansk musik samt festlig underholdningsmusik
– inden aftenen slutter med fælles dans og aftensang.
Enhver er velkommen til koncerten, som er arrangeret
af Kulturnetværket SVANEN, Skive Kommune, DMF og
Sport & Event Center, Jebjerg v/ Jan Dyhrberg Andersen.
Se hele programmet og mere om de enkelte musikere
på www.sommerkoncerter.dk/ SPIL DANSK 2014.
Ideen med SPIL DANSK, som oprindeligt er lanceret af
KODA tilbage i 2001, er at sætte fokus på dansk musik
og sangskrivning og på komponister og udøveres vilkår
i en foranderlig og kommercielt udfordret medieverden.
Den levende danske musik er på mange felter i opbrud,
og vi har med koncerten ønsket at gøre opmærksom på
bredden og rigdommen i vort eget lokale musikliv, både
når det udfolder sig I traditional dansk sammenhæng og
når det brydes med påvirkninger fra andre kulturer.
SPIL DANSK betyder nemlig ikke kun, at vi spiller dansk!
– det betyder spot på danske kunstneres virke og arbejde,
og gennem samarbejde og udveksling med kunstnere
fra resten af verden bliver den danske musik- og sangskat
perspektiveret og vor egen kulturarv sat i et nutidigt relief.
Se mere om SPIL DANSK og landsdækkende aktiviteter
på www.spildansk.dk
Med venlig hilsen –
Iben Barnwell
“Svanemor”/ Kulturnetværket SVANEN
+45 – 23 65 50 55