MUSE®UM Historie har erhvervet et meget fint sølvsæt fra 1871 gennem et sponsorat fra Sparekassen Balling.
Sølvsættet, der stammer fra Krabbesholm, består af en kaffekande samt et sukker- og flødesæt med tilhørende præsenterbakke.
Præsenterbakken er særlig fin, da der er indgraveret et prospekt af herregården Krabbesholm og en inskription i den.
Sølvsættet blev givet til Hans og Emma Dalsgaard i 1871 af indbyggerne i Skive, som tak for adgang til Krabbesholm Skov, mens Hans Dalsgaard var ejer af Krabbesholm.
I Skive Avis fra samme år omtaler en notits overrækkelsen af sølvsættet til ægteparret Dalsgaard, og Jeppe Aakjær har senere skrevet om sølvtøjet. Derudover var Hans Dalsgaard bror til den lokale maler Christen Dalsgaard, som MUSE®UM Kunst har en større samling værker af.
Det er derfor på flere måder et vigtigt stykke lokalhistorie og kulturarv, som MUSE®UM har udbygget sin samling med, hvilket også er grunden til at Sparekassen Balling fandt netop dette sponsorat interessant. Sparekassedirektør Kurt Nielsen udtaler:” ”For Sparekassen Balling er det en helt unik mulighed for at være med til at sikre en del af den kulturarv, som alle kender på Skiveegnen, nemlig Krabbesholm”
Sølvsættet blev tilbudt til MUSE®UM af Hans Dalsgaards oldebarn, Ulla Dalsgaard, der bor i Nordsjælland. Selv om sølvsættet har været i hendes slægts eje i knap 150 år, har hun valgt, at det skulle på museum. ”Min mor kunne ikke skille sig af med det, men jeg synes, det er den rigtige løsning. Sølvsættet hører ikke til i Nordsjælland. Det hører til i Skive. Nu er det kommet hjem”
Der er gratis adgang til at se sølvsættet, som er udstillet i forhallen på Krydsfelt Skive.
Fra 5. februar 2015
Krydsfelt Skive, Havnevej 14, 7800 Skive