Publikum til ”Mord på Skackholm Slot” kan glæde sig til et par muntre timer sammen med Comedieteatret, når forestillingen spiller onsdag 18. marts i Skive Theater.
Handlingen i den engelske farce af David McGillivray ogWalter Zerling Jnr. begynder med, at Grev Otto Wilhelm von Skack er død, og nu samles familien på Skackholm Slot til oplæsning af testamentet. Men allerede inden advokat Rabenfeldt ankommer, bliver grevindens søster kvalt.
Kriminalinspektør Erik Blom bliver sat på sagen, og sammen med komtesse Irene prøver han at opklare forbrydelsen.
Men ganske kort tid efter bliver den franske stuepige også myrdet, lige som hun skulle til at fortælle kriminalinspektøren, hvad hun havde set.
Spørgsmålet er, hvem der begår disse hårrejsende forbrydelser. Er det kokkepigen? Er det grevindens fordrukne søster? Er det baronen af Botfeld, eller er det hushovmesteren?
Dette Agatha Christi´ske drama er lagt i hænderne på amatørteater-entusiasterne ”Thalias Tjenerinder”, en gruppe kvinder i deres bedste alder, der kaster sig frygtløse ud i skuespillets svære kunst. Hvad de måtte mangle i talent, bliver opvejet af deres entusiasme.
Desuden oplever publikum et modeshow, en publikumsquiz, et lysbilledforedrag og en lyndublering. Kort sagt en krimi-farce af ”Svend, Knud og Valdemar´ske” dimensioner.
På rollelisten står Vicki Berlin, Pernille Schrøder, Bente Eskesen, Lone Rødbroe og ikke mindst Thomas Mørk – i 23 roller! Forestillingen er instrueret af Joy-Maria Frederiksen samt oversat og bearbejdet fra engelsk af Jeanne Boel.
Jeanne Boel skulle bl.a. have spillet rollen som grevinden, men har på grund af sygdom måttet opgive. Rollen er derfor blevet overtaget af Bente Eskesen, der i forvejen er kendt fra et utal af komedier og farcer.
Der skal nok være rigtig mange blandt teaterkredsens trofaste publikum, der husker Bente Eskesen bl.a. fra hendes helt store glansrolle i Privatteatrets sidste forestilling ”Løgn og Latin”, hvor hun spillede så godt sammen med Ulf Pilgaard og Dick Kaysøe, at hun fik en Reumert-pris for rollen.