Omkring 50 virksomheder mødte op på et cafémøde i november med det overordnede fælles budskab, at de ønsker større fokus på få og store dagsordener, og at de gerne bakker op, når kommunen arbejder med infrastruktur, universitetssamarbejder, rekruttering, m.fl.
Det budskab, og en række helt konkrete forslag, har vi indarbejdet i den nye resultatkontrakt med Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET), som Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtog i februar. Eksempelvis indgår en indsats i forhold til ægtefællejobs i kontrakten.
Arbejdsfordelingen mellem kommunen og SET er overordnet fordelt sådan, at Erhverv og Udvikling har ansvaret for at arbejde med rammebetingelserne, den overordnede koordinering på området, politisk betjening og et strategisk fokus på erhvervs- og turismeområdet. Tre nye stillinger er netop slået op for fremover at kunne løfte indsatsen med analyser, lobbyarbejde og kommunikation.
Imens er SET den udførende partner, hvor fokus primært ligger på de elementer, der handler om virksomhedsvejledning og forretningsudvikling samt udviklingsaktiviteter, der har til formål at styrke og udvikle de lokale virksomheder.