Elibri
– maleriske udtryk i dialog
Der er i Danmark en ganske stærk tradition for at kunstnere går i clinch ved at udstille sammen og præsentere deres individuelle værker under et fælles navn. I relationen ELIBRI er der tale om tre malere, der hver især har et langt kunstnerisk forløb bag sig, og som siden 2008 har arbejdet og udstillet sammen. Navnet ELIBRI udgør en leg med rytme og associationer, der nok fastholdes som ramme om samarbejdet, men som også åbner for nye tanker og ideer. Gennem den maleriske dialog udfordrer de til stadighed beskueren til at opleve deres værker på egne betingelser og som gruppe, uden at det særegne hos den enkelte forsvinder. I praksis skabes hver ny udstilling i rytmer, hvor flere billeder af den enkelte sikrer genkendelighed og integritet, mens sammenhængen understreges af sammenstillinger, der kan være båret af farven, linjen eller særlige formelementer. Derved får hver enkelt ophængning sit eget udtryk, skabt og udfordret i balance mellem værkerne og den arkitektur, der findes det enkelte sted. De tre kunstnere er alle kolorister, men med så forskellige tilgange til det at arbejde med den kompositoriske flade, at det er tydeligt, hvem der er hvem.
Gruppen Elibri består af Bente Stamp, Else Duedahl og Lene Lundgaard. Stiftet i 2008 med første udstilling i 2009.
Bente Stamp
Claus Domine Hansen
Keramiker
“Lige siden jeg begyndte at arbejde med keramik i 1994, har jeg være optaget af forfaldet; af to årsager. Forfaldet er en helt naturlig del af leret som materiale. Vi graver det op, bearbejder det og giver det muligheden for at vende tilbage til udgangspunktet, så længe vi ikke brænder det (“Af jord er du kommet…). Ligeledes indeholder forfaldet den nødvendige modsætning til skønheden. Forfaldet har gennem årene haft mange udtryk i min keramik. Med de nye værker til denne udstilling, forholder jeg mig til det menneskelige forbrug og forfald (…til jord skal du blive).”