Energibyen Skive lander et stort skandinavisk biogas-projekt på 90 mio. kr.
Projektet, som benævnes Biogas2020, er nu endelig godkendt af styrekomiteen for samarbejdet i den såkaldte Interreg ÖKS, som geografisk dækker Øresund-Kattegat-Skagerrak-områderne.
Biogas 2020 har et samlet budget på 90 mio. kr. og Skive Kommune skal være national koordinator for partnere som indbefatter: Roskilde Universitet, Frederikssund Kommune, Agro Businesspark, Foreningen af Danske Transportcentre, Århus Universitet, Gas2Move.dk, Nomi 4S I/S, Energiklyngecenter Sjælland, Samsø Kommune, og HMN Naturgas I/S. Det svenske udviklingscentrum Innovatum har lead-funktionen på projek-tet. Region Midtjylland støtter projektet med 5 mio. kr. fordelt til deltagere i Midtjylland.
Dermed er startskuddet gået til et nyt treårigt forløb med en række aktiviteter landet over inden for biogas. Skive Kommune er direkte involvereret i delprojekter om Power to Gas (GreenLab Skive), Gas til tung transport, Erhvervsudvikling og ny infrastruktur til biogas samt Affaldshåndtering til biogas.
”Vi er rigtig glade for igen at være med i et nordisk samarbejde om udbredelsen af bio-gas som alternativ energikilde. I Skive Kommune har vi længe arbejdet med alternative energikilder. Vi har fået sat fokus på biogas som drivmiddel først i personbiler men nu også i varevogne og busser og endelig forventer vi inden for kort tid at indvie biogas drevne busser i den kollektive trafik. Biogas har sat skub i en grøn erhvervsudvikling i Skive Kommune, og netop derfor sætter vi stor pris det nye projekt, som kan støtte den fortsatte proces, hvor erhvervsudvikling går hånd i hånd med grøn udvikling, udtaler borgmester Peder Christian Kirkegaard.”
I Danmark, Norge og Sverige har man sat sig et mål om at øge andelen af vedvarende energi i det samlede energiforbrug. I Danmark er målet, at vi i 2050 skal være 100 pct. forsynet med vedvarende energi. For at kunne nå målet blev der i marts 2012 indgået et dansk energiforlig, som afsætter 225 mio. kr. i anlægsstøtte til nye biogasanlæg samt udvidelse af allerede eksisterende anlæg.
Der har i de tre skandinaviske lande været forskellige forudsætninger for såvel produkti-on som anvendelse af biogassen. De forskellige forudsætninger ser nu ud til at kunne anvendes aktivt til et øget samarbejde og videns udveksling på tværs af landegrænserne. Et samarbejde der kan være med til at generere vækst og øge beskæftigelsen – også i Skive Kommune.
Biogas kom for alvor på dagsordenen i europæisk politik, da det blev inkluderet i EU-energidirektivet, der foreskriver, at 20 pct. af energiforbruget i 2020 skal stamme fra vedvarende energi.
For at støtte op om målet satses der i mange kommuner på at omlægge den kollektive trafik til biogas. I Skive Kommune er vi godt på vej med det seneste udbud på den kol-lektive transport, hvor bybusserne fra 2016 skal køre på 100 % biogas.
For yderligere kommentarer: International projektkoordinator, Steen Harding Hintze, shhi@skivekommune.dk T: 21 79 07 99 eller projektleder Teresa Rocatis Nielsen, tron@skivekommune.dk T: 23 66 83 77, Teknisk Forvaltning – Plan & Support – Energi-byen Skive.
Hvad er Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak?
Mange af de samfundsudfordringer, som Danmark, Norge og Sverige står over for, strækker sig over landegrænser. En af de mest effektive måder at håndtere disse fælles udfordringer på er ved at samarbejde på tværs af grænserne. Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak er et EU-program, der støtter projekter mellem danskere, svenskere og nordmænd, som vil løse fælles udfordringer inden for innovation, grøn økonomi, transport og beskæftigelse. Programmet har et samlet budget på 143 mio. EUR i 2014-2020. Læs mere på programmets hjemmeside www.interreg-oks.eu.