Skive Kommune tager ét skridt mere på den grønne gasvej, når syv busser på lokale ruter fra sommer skal køre på CO2-neutralt biogas
Syv lokal-busser i Skive Kommune skal fra sommer til at køre på biogas. Det har Midttrafiks bestyrelse netop godkendt.
Biogassen er CO2-neutral og skåner dermed miljøet.
Det er en politisk beslutning, at kommunen, medregnet de fire bybusser, der blev godkendt i september, i alt får 11 biogas-drevne busser.
– Vi er i Byrådet meget stolte af, at vi nu også kan lade syv busser på lokale ruter i Skive Kommune overgå til biogas. Vi beviser igen, at vi har viljen til at gå forrest med renere luft og miljø, siger udvalgsformand for Teknik og Miljø i Skive Kommune Jens Peder Hedevang.
Overgangen til grøn gas for lokalbusserne kommer i forbindelse med udbuddet tidligere på efteråret.
Skive får gastankstation nummer to
Som tidligere beskrevet, får Skive by sin anden biogas-tankstation i forbindelse med bussernes omstilling til biogas. Den nuværende station ligger på Ågade og får sin gas leveret lokalt fra Brdr. Madsen Bioenergi i Balling. Ligesom med den nuværende, er det HMN Naturgas, der vil står for opsætningen af den kommende gastankstation.
– Vi har et godt samarbejde med HMN Naturgas om at nedbringe CO2 og være førende inden for området med overgang til gas som drivmiddel i den offentlige transport, hvilket gasbusserne er et bevis på, sagde Jens Peder Hedevang i september i forbindelse med beslutningen om, at bybusserne skulle overgå til gas