Vitello hedder Vitello, fordi Mor har boet i Italien i to måneder, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Men nu bor Vitello og Mor i Danmark i et rækkehus ved siden af ringvejen.
Rigtig mange af Skive-egnens børn har lært Vitello at kende gennem Kim Fupz Aakesons bøger om drengen med det skøre navn. Lørdag 2. april om eftermiddagen kan børn mellem 5 og 12 år med deres voksne opleve Vitello i en teaterforestilling på Skive Theater. I forestillingen, der er blevet til på baggrund af otte af bøgerne, leder Vitello efter en far, som han kan vise frem for de irriterende tvillinger Max og Hasse og møgungen William.
I sin søgen får han både en klam kæreste, møder en tunghør pølsemand og en spritter på bænken, der fortæller Vitello, at hans far er hjælpeengel i himlen!
Vitello er ikke ret god til at kede sig, så han finder hele tiden på noget. Han forsøger at finde balancen mellem sin egen logik og kravene fra den kontante men også kærlige mor, som elsker popsange, hvidvin og spaghetti med riveost.
Glæd dig til en sjov musikforestilling for hele familien med iørefaldende sange og skøre replikker. Det er en familieforestilling, produceret af Louise Schouw Theater, der er fyldt med hverdagsrealisme, som virkelig sætter gang i lattermusklerne hos børn såvel som voksne. De medvirkende er Asbjørn Agger, Gunvor Reynberg, Camilla Lohmann og Rasmus Haxen.
Forestillingen varer 1 time og 35 minutter inklusiv pause.
Vitello søger en far
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive