Forsamlingshuset var fyldt med 120 glade medlemmer, der var spændte på at høre bestyrelsens planer for et mere ”up to date – hus”
Efter rigtig mange møder i bestyrelsen og til sidst også med arkitekt Søren Yde fandt bestyrelsen, at det nu var det rette tidspunkt at fremlægge planerne, før disse bliver sendt i udbud og økonomien for alvor skal på plads.
Ole Pallesen brugte rigtig lang tid til at fortælle og vise de mange planer, der bl. a. omfatter et nyt, stort redskabsrum, nyt køkken, nyt tag, nyindretning af hele indgangspartiet, foyer og garderobe, en større ”lillesal” med plads til et børnelegehjørne, en større ”storesal”, der nu inddrager scenen, direkte udgang fra salene til udendørs, overdækkede terrasser med grillpladser og udendørs bar, plads til f. eks. små udendørs koncerter og en parkeringsplads med en lettere adgang til huset – og mange andre planer.
Efter gennemgangen var der summemøde, og den interne snak gik intenst.
Så blev der åbnet for debatten, der bl. a. betonende sammenhængskraften i et lille samfund. Sammenhæng med Friskole, kirke og havn, og forskellige indlæg pegede enstemmigt på stor opbakning til bestyrelsens planer. Og en positiv formaning til stor forsigtig omkring økonomien, der ikke må belaste forsamlingshuset fremover.
Det hele blev krydret med fællesspisning af aftenens temamenu: frikadeller.
Og det lykkedes for forsamlingen at fortære 900 frikadeller. Det må absolut ha´ været en hård nat for en del gæster.
Efter opvask, rengøring og oprydning var det en meget tilfreds bestyrelse, der nu vil lægge øre til nye forslag, for så i løbet af foråret at begynde at indhente tilbud med en reel planlægning for både arbejde og pengepung.
Bestyrelsen er:
Ole Pallesen (formand), Else Marie Tranberg (næstformand og udlejer), Inge Jensen (kasserer),
Annalise Kristensen, Henrik B Sørensen, Birgit Mortensen og Knud Gert Andersen.
Foto: Kristian E. Stisen, SallingWeb