Borgfesten på Middelalderborgen Østergaard bliver noget særligt i år. Støtteforeningen besluttede nemlig for 3 år siden, at stedets 500 års jubilæum skal markeres og fejres med maner. Siden er der gået meget tid med planlægning og forberedelser, og derfor glæder støtteforeningen sig til at byde velkommen til en festlig weekend d. 17. – 19. juni.
Festlighederne starter med premiere på friluftsspillet ” I Krabbeklør” fredag d. 17. kl. 19.30 med officiel åbning og festtaler. Forestillingen vises også lørdag aften kl. 19.30. Der er plads til ca. 300 tilskuere til hver forestilling, der varer ca. 2 timer. Biletter kan købes via støtteforeningens hjemmeside www.middelalderborgen-oestergaard.dk.
Friluftsspillet ”I Krabbeklør” tager sit udgangspunkt i de urolige år lige før reformationen i 1536.
Vi følger hovedpersonen Iver Krabbe – søn af borgens bygherre Lucas Glob Krabbe – fra han som ung ridder i 1534 drager i krig mod Skipper Klements bondehær til hans død under mystiske omstændigheder i 1561.
Første og anden akt foregår i 1534 hvor Lucas Glob Krabbe stadig er adelsmanden på Østergård. Lucas Krabbe er – som den øvrige familie – stærk katolsk, og har ikke meget tilovers for den ”Lutherske sot” som er ved at vinde fodfæste i landet. Han er kendt for sit hidsige temperament og frygtet af al tyendet på gården.
I tredje og fjerde akt er vi rykket frem til år 1561. Lucas Krabbe er død og Iver – som i mellemtiden er blevet gift med Magdalene Banner – har overtaget Østergård. Han har indtil dette tidspunkt haft en gloværdig karriere. Fra 1549-61 var han lensmand på Skivehus og derudover overtog han Skovshoved gods ved Skive, på hvilken hans enke senere begyndte at opføre hovedbygningen til Krabbesholm. Højdepunktet kom dog da han ca. 1552 blev udnævnt til rigsråd.
Men den 27. april 1561 slutter det hele brat.
Omkring hovedpersonerne er der et stort persongalleri af bønder, tyende, munke og adelsfolk m.v., som alle indgår i handlingen. Men den skal ikke røbes her.
Det skal dog nævnes, at det også spøger på Østergård. Ifølge særdeles velunderrettede kilder skulle borgens grundlægger Lucas Krabbe dukke op hver gang borgen kan fejre et 100 års jubilæum. Han blev set at mange både ved 300 og 400 års jubilæet – så hvem ved?
Lørdag fra 12-17 og søndag fra 10-16 er der kæmpe middelaldermarked på plænerne omkring borgen med masser af aktiviteter og stemning. Markedspladsen er bygget op med boder, telte, ridderlejr, middelalderliv, hvor du møder både herskabsfolk i flotte dragter, riddere på hest i fuld udrustning klar til kamp, simple bønder, tiggere, håndværkere, handelsfolk, spillende musikanter og andet godtfolk.
De besøgende mødes af tændte bål og duften fra kogekonernes kødgryder vil brede sig ud over pladsen. Håndværkerne åbner deres boder og smeden arbejder ved sin esse. Købmændene falbyder alverdens varer til gammel pris. Og når den lille sult melder sig, er det tid at slå sig ned med en vaffel eller en pandekage og et godt glas øl, medens børnene tumler sig på legeområdet med de gamle lege eller prøve kræfter med gøglerier.
Der er rundvisninger både lørdag og søndag, så velkommen på Middelalderborgen Østergaard