Naturen står aldrig stille og slet ikke i en kolonihave. Og nu er et nyt kapitel startet. Kolonihavehuset er på vej. I lørdags arbejdede Polske Marcin Krawczyk, Congolesiske Lufungulo Dongo og arbejdsleder Hans-Ole Bruunsgaard med huset, fundamentet er lagt og alle sidekonstruktionerne er nu på vej på plads. Stig Seidenfaden, Willy og Somaliske Ismaail Farayare lagde fliser til en sti til det blå skur, og inden afslutning nåede Ismaail også at få græsset slået. Bjarke S Rasmussen kikkede forbi og medbragte doneret arbejdstøj og handsker.
Forrige lørdag blev gulvet lagt af Marcin Krawczyk, Babiker fra Eritrea og Hans-Ole, mens haven fik en stor omgang af Annie Pedersen, Somaliske Sofia Lucky og Polske Agneska, Marcins kone. Under lugningen i haven fandt Annie ud af, at kartoflerne var klar til at grave op. Så Somaliske Sofia fik en pose nyopgravede danske kartofler med hjem. Porerne står også fint, tomaterne er ved at blive røde og broccoliene er også ved at være klar til at plukke.
Ved frokost tiden kom den trofaste ”bolledame”, Jette med hjemmebag til det arbejdende folk. Varme hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og saftevand, uhm, lækkert. Der blev endda også lige tid til en lille svingom for at indvie ”dansegulvet”.
Så selvom der har været lidt udfordringer mht. til at møde til starttidspunkt og derefter ramadan og sommerferie perioden, er arbejdet fortsat hver weekend. To aflysninger af lørdagens samlingspunkt er alt hvad det er blevet til, en gang pga. regn og en gang pga. arbejdslederens ferie, ellers er der troligt hver lørdag mødt folk frem for at hjælpe med at færdiggøre den internationale kolonihave. Til trods for den meget nedbør denne sommer har vi heller ikke haft oversvømmelse! Drænet vi installerede i forsommeren virker!
På næste lørdag skal vi have lagt spær på taget og beklædt siderne med profilbrædder.
Står I med lignende projekt og kunne bruge arbejdshandsker og arbejdstøj, så send en mail til info@eazyintegration.dk – Venligboerne Skive og omegn har nemlig fået væsentlig mere doneret end vi kan bruge. Og skulle I have lyst til at bidrage til vores kolonihave – besøg Haveblink 36, 7800 Skive en lørdag fra kl. 10.00.