Søndag den 2. februar kl. 17-18.30
Vi fejrer lysets komme med at lave fakler, drikke varme drikke og gå i fakkeloptog omkring borgen.
Vi har nu overstået den mørkeste tid på året og glæder os over, at lyset er på vej tilbage! I middelalderen var mørket dybt, og lyset blev ventet med længsel. I den katolske kirke markerede man Kyndelmisse den 2. februar – en fejring af lys og forår.
Kyndelmisse, der stammer fra det latinske ord for lysmesser, markerer midtpunktet af vinterhalvåret mellem 1. november og 1. maj, nemlig den 2. februar.
”Kom og vær med til at fejre Kyndelmisse! Vi starter med at lave fakler i Velkomstbygningen, og afslutter med noget varmt at drikke – og selvfølgelig et fakkeloptog omkring borgen!” fortæller teamleder for formidling på Museum Salling, Tine Klitgaard Danielsen.
Hun fortsætter: ”Arrangementet på Spøttrup Borg er en del af den nye ”Vinterfestival”, hvor lysets komme fejres og alle inviteres med ind i de kulturelle fællesskaber på Skiveegnen. Ud over Kyndelmisse på Borgen har vi om torsdagen kl. 15.30-17.30 en kreativ aktivitet i Skive Kunstmuseums billedskole, hvor alle kan komme og skabe et fællesværk af fugle af selvlysende materialer. Og desuden kan alle hele ugen opleve highlights fra museets samling på overraskende steder i Skive midtby – du kan gå på opdagelse i Skives gågader og finde ”det kunstneriske lys i mørket!””
Fakkeloptog (Foto: MUSEUM SALLING)