Åbning af skive kunstmuseum og fernisering på “drømmebilleder – en retrospektiv udstilling med værker af carl-henning pedersen”

Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen

Fredag den 17. januar kl. 15-20

Når det nye Skive Kunstmuseum åbner dørene den 17. januar 2025, er det med udstillingen: ”Drømmebilleder”, hvor farver og former emmer af livsglæde.  Udstillingen viser værker fra hele den internationalt kendte kunstner Carl-Henning Pedersens karriere.

Carl-Henning Pedersen vil dele sit indre med verden via kunsten. Han maler af lyst, og de spontane indskydelser fører penslen og farvevalgene. Malerierne bliver så at sige en direkte invitation til kunstnerens eventyrlige sind fyldt med fabelvæsner og eventyrlige landskaber.

I de tidlige malerier er fantasifigurerne på lærredet afgrænset med tydelige sorte konturlinjer, der binder dem fast til lærredet. Men i de senere værker opløses linjerne til hvide kanter, der får figurerne til at svæve på billedfladen – som ville de bryde ud af maleriets ramme. Altid i en opadstræbende energifyldt flugt som om de flyvende fugle og galoperende heste vil ud til dig.

Farverne er essentielle for Carl-Henning Pedersens virke. Han begærer farver og svælger i voldsomme kontraster. Der findes ikke mange kunstnere, der kan få den mørkeste blå til at virke lige så blændende, poetisk og lysende som Carl-Henning Pedersen.

Carl-Henning Pedersens eventyrlige billedunivers er inspireret af børnetegningers umiddelbarhed og ubevidste drømme – malerierne har noget alment menneskeligt over sig og derfor fanger de både børns og voksnes opmærksomhed.

Majken Høgh Olsen, museumsinspektør ved MUSEUM SALLING KUNST fortæller: ”Det har været en sand fornøjelse at dykke ned i Carl-Henning Pedersens eventyrlige billedsprog. …Og i denne mørke tid med krig i verden kan man virkelig varme sig i maleriernes farve og lys, der afspejler Carl-Henning Pedersens livsglæde. Malerierne udstråler simpelthen en tro og glæde ved livet.”

Og hun fortsætter: ”Mange af værkerne har aldrig været udstillet før. ”Køkken-pigerne” kaldte han og Sidsel Ramson en serie af billeder, der lyder helt andre titler. De forestiller godt nok piger og fugle. Men det er ikke fordi han har portrætteret køkkenpersonalet. Nej: malerierne hang i køkkenet i hjemmet og atelieret i Molesmes i Frankrig – og nu er ”køkken-pigerne” rejst til Skive Kunstmuseum.”

Udstillingen ”Drømmebilleder” kan ses på Skive Kunstmuseum fra den 17. januar til 28. september 2025; på åbningsdagen er der gratis adgang fra kl. 15 og helt indtil kl. 20.

Der vil løbende være foredrag på museet – så følg med på Skive Kunstmuseums hjemmeside.

”Nattens Drøm” Carl-Henning Pedersen. 80×108 cm. (1944) (Fotograf: Ralf T. Søndergaard)

Lokale tilbud

Nyeste annoncer

Lokalt nyt

“Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil”
“Jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil”
Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer middelalderen
Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer midde...
Generøs overdragelse af værker til Skive Kunstmuseum
Generøs overdragelse af værker til Skive Kunstmuseum
Kulturuge på Fur
Kulturuge på Fur
Føles din hverdag som leder som en kamp? Du er ikke alene. Kun Amatører spiller kamp hele tiden. Også i ledelse
Føles din hverdag som leder som en kamp? Du er ikke alene. Kun...
Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Velkommen til de 2 indiske musikere
Velkommen til de 2 indiske musikere