– fokus på medarbejdere og arbejdsforhold
Onsdag den 6. oktober inviterer Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, Alexandra Instituttet, IKraft og projektet ”Modtagelse og fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft” til et møde om CSR – Corporate Social Responsibility – eller på dansk: Virksomhedens samfundsansvar. Mødets formål er at give egnens virksomhedsledere et indblik i, hvad CSR er, hvordan det kan bruges, hvordan man kommer i gang og hvad gevinsten kan være, når at virksomheden udviser samfundsmæssig ansvarlighed.
CSR – eller på dansk ”Virksomhedens samfundsansvar” – er et begreb, der bruges om virksomheders frivillige arbejde med bl.a. sociale, etiske, arbejds- og miljømæssige forhold. Arbejdet med CSR kan foregå internt i virksomheden – eller hos kunder og samarbejdspartnere i ind- og udland.
Erhvervskonsulent Leo Ravn-Nielsen fra Erhvervs- og Turistcenteret fortæller, at mødet den 6. oktober vil fokusere på CSR i forhold til medarbejdere og arbejdsforhold internt i virksomhederne.
-Mange virksomheder har allerede som noget helt naturligt fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsforhold, understreger Leo Ravn-Nielsen, der fortsætter -Mødets formål er således ikke at lære virksomhederne om det rent praktiske i forhold til dette, for det er de i forvejen rigtig, rigtig gode til.
-Målet for eftermiddagens indlægsholdere er derimod at visualisere for virksomhedslederne, hvorfor det er sund fornuft at have fokus på medarbejdernes trivsel og udvikling er sund fornuft, siger Leo Ravn-Nielsen, der pointerer, at der vil blive lagt vægt på at vise deltagerne, hvordan de – med udgangspunkt i den nye ISO standard 26.000 om Social Ansvarlighed – kan få gevinst af ”guldet for deres fødder”.
Steen Hintze, CSR Consulting, Viborg, vil give en grundlæggende orientering om CSR og social ansvarlighed – og komme med gode råd til, hvordan deltagerne let kan komme i gang hjemme i virksomheden. Steen Hintze har mange års erfaring med CSR i både ind- og udland.
Virksomheden Creative Company, Holstebro har stor succes med CSR i praksis og har de seneste år høstet stor anerkendelse for deres arbejde.
-Vi er derfor meget glade for, at direktør Peter Nørgaard har taget sig tid til at delagtiggøre mødets deltagere i, hvilke udfordringer Creativ Company har mødt undervejs – og naturligvis, hvilket udbytte virksomheden har fået ud af at have CSR som en naturlig del af hverdagen, pointerer Leo Ravn-Nielsen.
Fra Alexandra Instituttet kommer forsknings- og innovationschef Camilla Kølsen og fortæller om IT som støttesystem for CSR virksomhedens indsats.
Erhvervskonsulenten opfordrer Skiveegnens virksomhedsledere til at kontakte Erhvervs- og Turistcenteret for tilmelding til det spændende og inspirerende møde, der vil give deltagerne viden og værktøjer til at arbejde med CSR som en del af deres virksomheds strategi.
Fakta
Tid: Onsdag den 6. oktober 2010 kl. 14.00-16.30
Sted: Erhvervs- og Turistcenteret, Østerbro 7, Skive
Deltagere: Ledere i private og offentlige virksomheder
Tilmelding : til SET senest 1. oktober
Pris ex moms: SET medlemmer kr. 200
Ikke medlemmer kr. 350