Via Væksthus Midtjylland tilbyder Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) programmet STARTmidt Accelerator. Programmet giver mulighed for økonomisk tilskud – i form af en såkaldt VÆKSTpakke – til køb af ekstern rådgivning med henblik på at skabe yderligere vækst og udvikling i virksomheder, der er max 3 år.
Seniorkonsulent Jens E. Christensen fra Erhvervs- og Turistcenteret siger: -Undersøgelser har vist, at virksomheder, der køber hjælp fra eksterne rådgivere til eksempelvis strategi eller salg ikke bare øger deres chancer for overlevelse, men også mulighederne for vækst.
Dette er baggrunden for, at Region Midtjylland har igangsat danmarkshistoriens største vækstsatsning. Mere end 1.500 iværksættere og unge virksomheder med en klar forretningsstrategi og ambitioner om vækst kan i de kommende tre år få del i programmets tilbud, som spænder fra økonomisk tilskud til ekstern rådgivning til deltagelse i forskellige vækstgrupper og netværk.
Hos SET er der stor tilfredshed med det nye STARTmidt Accelerator program, der er målrettet iværksættere og indehavere af unge virksomheder (op til 3 år), der har ambitioner om – og potentiale til – vækst og som har en klar forretningsstrategi.
-På Skiveegnen har vi en del virksomheder i den kategori, siger Jens. E.
Christensen, der fortsætter:
-Det har imidlertid ikke altid været så nemt at finde de rette tilskudsordninger til netop denne målgruppe, men med STARTmidt Accelerator har vi fået en rigtig god mulighed for at give indehaverne af disse virksomheder et kærligt og velment spark bagi med henblik på vækst og udvikling.
STARTmidt Accelerator er finansieret af Region Midtjylland samt EU’s Social- og Regionalfond. Programmet administreres af Væksthus Midtjylland.
Seniorkonsulent Jens E. Christensen siger: -SETs fokus er i disse måneder rettet mod de unge virksomheder – og jeg vil derfor gerne opfordre indehaverne til at kontakte centerets erhvervsafdeling, så vi kan få en snak om mulighederne for at få vækstambitionerne sat i system via en VÆKSTpakke fra STARTmidt Accelerator.