Biler til far. Veteranbiler i rå mængder på Spøttrup borg på Fars dag
Søndag den 5. juni fejrer vi her i landet tre store begivenheder; Grundlovsdag, Fars Dag og National Historisk Køredag.
National Historisk Køredag er dagen, hvor alle landets bilejere med historiske køretøjer på samme dag arrangerer bilture, biludstillinger og alt muligt andet med biler for at slå et slag for denne prægtige hobby.
Motorhistorisk Samråd, som er en paraplyorganisation, som står for udbredelsen af kendskabet til gamle køretøjer, er idéskaberne bag tiltaget. Og I år regner organisationen med, at arrangementerne rundt omkring i hele landet vil slå alle rekorder.
På Spøttrup Borgmuseum har vi valgt at støtte op om projektet, og vi har inviteret alle med historiske køretøjer til at slå vejen forbi vores gamle borg.
Der er allerede nu stor opbakning til arrangementet, hvor den lokale køregruppe Krumtapperne bakker op. Mange andre entusiaster fra hele regionen har meldt deres ankomst, men også Vauxhall og Bedford køretøjer fra ni europæiske lande deltager. Der vil være mange labre og spændende køretøjer at se på igennem dagen for alle vores besøgende.
De ældste køretøjer, som deltager, er fra slutningen af 1920’erne, så man kan roligt sige, at det er ”gårsdagens køretøjer på nutidens veje,” som bliver fremvist.
Kom og få en hyggelig snak med ejerne, se alle de flotte køretøjer. Både biler, motorcykler, campere og enkelte lastbiler fremvises på arealerne rundt omkring Spøttrup Borg.
På Traktørstedet Borgen vil der igennem dagen være mulighed for at få lidt godt til ganen. Alle sejl og alle hjælpemotorer er sat til for at skabe en go Fars Dag på den gamle borg.