I Det Danske Spejderkorps får børn og unge udfordrende adventureoplevelse, et internationalt perspektiv, og vi udfordrer børn og unge til selv at skabe og gennemføre aktiviteter.
Arbejdet er baseret på Spejderideen, der består af 3 elementer: Spejderprincipperne, Spejderloven og Spejdermetoden.
Når Skive City i samarbejde med De Blå Spejdere lørdag den 25. august byder velkommen til spejderdag i Skive midtby, er det både for at skabe hygge for byens gæster, men også for at fortælle og vise alle de aktiviteter som kan begejstre store og små, med fokus på udendørsaktiviteter.
Der vil blive bagt pandekager og lavet popcorn over bål, en lidt anderledes spejderaktivitet. Når spejdere samles om bålet bliver der snakket og sunget, et nærvær og en god anledning til at samle en gruppe.
Spejdere løser opgaver i fællesskab. Det kan blandt andet være opgaver rundt omkring i naturen, som en gruppe skal løse i fællesskab. På lørdag er byens handelscentrum ramme om et opgaveløb, hvor interesserede kan prøve at løse opgaver i bymidten, arrangeret af spejderne.
En spejder kan binde råbåndsknob, det er noget vi altid hører, når snakken går om spejdere. Også det lærer Det Danske spejderkorps gerne fra sig, når det går løs på lørdag.
Vejret er altid godt for en spejder. Man indretter sig i pagt med naturen og alle dens luner. En kop varm kakao varmet over bål på en kold efterårsdag eller et glas dejligt koldt saftevand på en lun sommerdag smager meget bedre, når det nydes sammen med vennerne omkring bålet eller på lejrturen.
En spejder er altid i uniform
Et tørklæde om halsen er et kendetegn for spejdere verden rundt og er et bevis på, hvor du er spejder og hvilken gruppe du tilhører. I Det Danske spejderkorps vælger hver gruppe selv tørklædets design.
Selve uniformen er mere en praktisk beklædningsgenstand. Den skal kunne klare de mange udfordringer og det skiftende vejr. Men også på uniformen kan den enkelte spejder fortælle en helt historie med påsyede mærker. Mærkerne fortæller hvilke lejre eller løb ejermanden har været på og dermed hvor spejderen har været og hvad han eller hun kan. Og selvfølgelig er korpsets logo et kendetegn på enhver spejders uniform sammen med divisionens og gruppens, der fortæller hvor i landet spejderen kommer fra.
Spejderlivet skal begejstre og udvikle
I Skive kommune er der mange spejderkorps og –grupper. På lørdag er det Det Danske Spejderkorps – eller de Blå Spejdere – som alle interesserede kan møde i Skive City. Skivegruppen holder til i Spejderhuset på Strandvejen, hvor børn og unge inddeles i grupper efter skoleklasser. Gennem friluftsliv og oplevelser lærer spejderne at færdes i naturen, til glæde for både naturen og spejderen. Samtidig er målet at spejderen begejstres, styrker fantasien og oplever tilfredsstillelse og glæde ved at planlægge og gennemføre store og små projekter. Det hele holdt sammen af Spejderideen, der er grundlaget for alt spejderarbejdet.
Nye hold
Får du lyst til at høre mere om at være spejder, kan du på lørdag høre mere. Her står spejdere i alle aldre klar til at fortælle om spejderlivet og tage imod nye interesserede.