Den dystre snak om krise og manglende arbejde i håndværksfaget preller fuldstændig af på Carsten Meier – med kælenavnet ”Tømrer” – der med det nyetablerede ”Tømrerfirma Carsten Meier” er endnu en af mange nye i Skiveegnens underskov af optimistiske iværksættere, der tror på en fremtid som selvstændig.
Og det er yderst erfaren håndværker, der nu går fra at være svend til mester, da Carsten Meier i 25 år har arbejdet som tømrersvend hos Tømrer & Snedkermester Bjarne Meier Pedersen i Rønbjerg, hvor han kom i lære som 15 årig.
-Navneligheden er ikke et tilfælde, medgiver Carsten Meier, der fortæller, at han alle årene har arbejdet side om side med sin far, Bjarne Meier Pedersen, der efter 40 år i branchen nu har valgt at gå på pension.
–Men han har dog lovet at stå standby med råd og vejledning til ”junior”, understreger Carsten Meier.
Efter læretiden ventede værnepligten hos ingeniør tropperne i Randers samt en udstationering i Kroatien, hvor ”Tømrer” var ansvarlig for konstruktørafdelingen under ingeniørtropperne.
-Vel hjemme igen søgte jeg nye udfordringer og uddannede mig som frivillig brandmand samt holdleder – et job, der nu har varet i 17 år, forklarer Carsten Meier, der tilføjer, at brandmandsjobbet dog i alle 17 år har kunne klares sideløbende med tømrerjobbet i Rønbjerg.
Tømrerfirma Carsten Meier er et traditionelt tømrerfirma, der udfører alle former for tømrerarbejde i høj kvalitet f.eks. udskiftning samt salg af vinduer og døre, alt i tømrer- og snedkerarbejde, reparation- og vedligeholdelsesarbejde, bygningsrenovering og modernisering samt tagrenovering
Den nye mester er ekspert i vedligeholdelsesfrie materialer og påtager sig gerne alle former for specialopgaver indenfor tømrerfaget. Uanset opgavens størrelse tilbyder Carsten Meier skitser af projektet i 3D, så kunden har mulighed for at se det færdige resultat.
Carsten Meier bor i Skive sammen med sin familie, men har stadig stærke relationer til Rønbjerg, hvor både forældre og venner bor.
Familien har naturligvis været med til at træffe beslutningen om at gå fra svend til mester og Carsten Meier fortæller, at sønnens forslag til slogan lyder som følger: ”Hvis du rammer fingrene når du sømmer – så ring til Carsten Tømrer”.
-Og den opfordring tilslutter jeg mig selvfølgelig fuldt ud, slutter Carsten Meier.