En udstilling af gamle fotos fra arkiverne under MUSE®UM, som vises på Glyngøre Kulturstation.
I 1950’erne kunne man hver vinter løbe på skøjter i Skive Ådal lige fra Liselund og ud til Lundbro. Her muntrer nogle af børnene fra Socialt Boligbyggeris afdelinger i Frederiksdal Allé og på Galgebakken sig på isen i 1957.
Udstillingen fortæller om dengang, der var rigtige vintre til. Sneen lukkede alle veje, og fjorden var isbelagt i månedsvis. Vejene måtte ryddes med skovl, og isbryderne kæmpede forgæves mod den tykke is for at holde havnene åbne. Men frosten gav også muligheder for at stange ål og supplere kosten med stegt ål.
For børnene – og mange voksne med – var det en herlig tid. Man kunne løbe på skøjter på søer og fjord, kælke eller løbe på ski i det snedækkede terræn – og når isen kunne bære køre i bil på fjorden.
.
I december prægede julen det hele. Der blev opsat guirlander og juletræer i gader og på torve – og midt i december kom julemanden med sin kone og nissebørnene. Det var noget, der skabte liv i gaderne. Der blev samlet ind til de fattiges jul, afholdt julekoncerter, luciaoptog og juleudstillinger, hvor butikkerne viste det nyeste nye.
Udstillingen kan ses hver dag i perioden 1.-23. december kl. 14-18 og 24. december kl. 10-12. Samt i vinterferien i uge 7, 2016.
Husk også ”Mørkningen” i december måned, hvor spændende mennesker underholder i ½ times tid hver dag kl. 17 den 1.-23. december og kl. 10 den 24. december.
Glyngøre Kulturstation, Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre