I samarbejde med Spøttrup Borgs Venner byder Spøttrup Middelalderborg velkommen til en række dramatiske rundvisninger med Broder Jakob, som sprudler af fortællelyst, humor og historiske detaljer.
Tag en tur på Spøttrup Middelalderborg, hvor Viborgs biskop Jørgen Friis har taget ophold i 1533 for at fejre saliggørelsen af Sankt Kjeld. Undervejs møder man den gamle munk Broder Jakob, veludrustede soldater, tyende, røvere, mestermand og andet godtfolk. Publikum oplever på nærmeste hånd det drama, der kunne have fundet sted denne dag for 483 år siden, hvor reformationen bankede på Borgens porte.
20 frivillige i Spøttrup Borgs Venner sørger for levendegørelse, man sent glemmer.
Det er i år muligt at kombinere en Broder Jakob levendegørelse med spisning i hyggelige omgivelser på Café Borgen.
30. juni, 7., 14. og 21. juli kl. 18.45
Spøttrup Middelalderborg, Borgen 6A, 7860 Spøttrup
Da der er et begrænset antal pladser, skal der bestilles plads hos Spøttrup Middelalderborg på telefon 97561606.
Er der udsolgt kl. 18.45 er der mulighed for en ekstra omvisning kl. 20.