Det nye Harrevig Forsamlingshus er ved at blive bygget op, og mønstret, der var på den gamle facade, går igen i en del af bygningen og mures op med de oprindelige mursten. Og det er ikke hvem som helst, som udfører murerarbejdet
Da Harrevig Forsamlingshus blev bygget sidst i 1930’erne, lavede daværende murermester Anton Mikkelsen et særligt mønster i murstensfacaden.
Det mere end 80 år gamle forsamlingshus er revet ned, og et nyt forsamlingshus står snart klar til at være samlingsstedet i Harrevig. En del af de gamle mursten er blevet gemt og genbruges i facaden på det nye forsamlingshus.
Med oldefars sten i hænderne
Det er tilmed den gamle murermesters oldebarn, Bo Mikkelsen, som nu står for at mure det oprindelige mønster med de gamle mursten. De selvsamme mursten, som hans oldefar havde i hænderne for godt 80 år siden.
Det er en speciel følelse at bygge noget op igen, som han har lavet en gang før. Jeg har da tænkt meget på, hvordan han gjorde dengang, for vi arbejder jo anderledes i dag med andre hjælpemidler og materialer, fortæller Bo Mikkelsen, som er fjerde generation af murermestre fra Mikkelsen-familien.
Også hans far er murermester, og hans bedstefar, foruden hans oldefar, var murermester på egnen.
Projektet med at genbruge de gamle mursten til at opføre det nye forsamlingshus taler ind i projektet CE: Beyond Waste – Industial Recycling for Construction, som Energibyen Skive sammen med Business Skive står i spidsen for. I projektet er der fokus på genbrug af byggematerialer og mindre industriaffald i byggesektoren.
Frivillige kræfter
Bo Mikkelsen bruger sin fritid på at mure væggen med mønstret op, og ligesom så mange andre lokale kræfter gør han det frivilligt, til fordel for at de kan få et nyt, fælles samlingshus. For at projektet med at genopføre mønstret med de gamle mursten kunne lade sig gøre, har 20 lokale frivillige fra Harrevigegnen i løbet af tre weekender renset 9500 mursten, som bruges i byggeriet af det nye forsamlingshus.
Det nye forsamlingshus forventes indviet i september og kommer til at stå som en moderne bygning med et historisk twist med det genetablerede murstensmøns