– Skriv historie sammen med Museum Salling
Coronavirussen har lukket Danmark og vendt op og ned på hverdagen. Men hvordan oplever folk på Skiveegnen egentlig Coronasituationen? Det vil Museum Salling gerne vide og kunne dokumentere for eftertiden.
Derfor opfordrer vi alle, både børn og voksne, unge og gamle til at skrive Coronaberetninger fra hverdagen på Skiveegnen.
Beretningerne kan for eksempel indeholde oplysninger om
• Hvordan Coronasituationen har forandret din hverdag
• Om Coronasituationen har givet dig andre vaner end normalt
• Hvilke tanker Coronasituationen har sat i gang hos dig
• Fotos, der understøtter det skrevne
Til beretningerne har vi brug for navn, adresse, alder og gerne, hvad du laver til dagligt. Oplysningerne behandles naturligvis fortroligt, og man kan skrive, hvis man ønsker at være anonym i museets videre arbejde.
Museum Salling vil også gerne indsamle særlige ting, som folk forbinder med Coronakrisen. Vi kan dog, netop på grund af Coronasituationen, ikke indsamle fysiske genstande i øjeblikket, så derfor opfordrer vi til, at man sender billeder ind af de ting, man forbinder med Coronakrisen. Ud fra billederne vil vi udvælge, hvilke ting, der senere skal indsamles og indgå i museets samling.
Beretningerne og fotos sendes til museumsinspektør for Nyere Tid, Anne Birgitte Jessen på ajes@museumsalling.dk. Indsendt materiale vil kunne indgå i Museum Sallings samling og fremtidige arbejde.
Museum Salling håber, at folk på Skiveegnen vil være med at skrive historie.
Med venlig hilsen
Anne Birgitte Jessen
Museumsinspektør, Nyere tid