– Axel gør en forskel for unge hos Salling Autogenbrug.
Tre dage om ugen møder Axel Zabell ind hos Salling Autogenbrug. Ikke fordi han skal. Men fordi han har lyst og fordi han stadig har noget, han gerne vil give videre.
Axel er frivillig mentor og bruger sin tid på at støtte og vejlede nogle af de unge, der kommer gennem Salling Autogenbrugs ”Rugekasse” og kaldet Det Grønne Væsted. Og selvom han egentlig er nået til den del af livet, hvor kalenderen kunne stå på pensionisttilværelse og mere tid til sig selv, passer det ikke helt til Axel at læne sig tilbage.
Han vil gerne gøre en forskel.
”Jeg kunne mærke, da jeg gik på efterløn, at jeg ikke var færdig med at have med mennesker at gøre. Jeg har altid været glad for at kunne hjælpe og især unge, der måske har brug for lidt ekstra støtte for at finde deres vej,” fortæller Axel Zabell.
Fra Vesterbro til Skive
Axel er født og opvokset på Vesterbro i København og har en lang og spændende karriere bag sig. I mange år var Forsvaret rammen om hans arbejdsliv, blandt andet som pilot.
I januar 1994 tog livet imidlertid en ny drejning. Axels kone, Bente, fik arbejde som cafeterialeder på kasernen i Skive, og parret besluttede sig for at tage chancen og flytte fra Sjælland til Skive.
”Bente fik arbejde som cafeterialeder på kasernen, og så tænkte vi: Hvorfor ikke? Vi tog chancen og flyttede til Skive. Det er jo efterhånden blevet til en del år herovre,” siger Axel.
Siden har Skive og omegn været rammen om både arbejdsliv og familieliv.
Efter tiden i Forsvaret har Axel blandt andet arbejdet som jobkonsulent ved Viborg Kommune. Senere satte han sig bag rattet som buschauffør, hvor han blandt andet kørte med handicappede børn og unge.
Og netop mødet med de unge kom til at sætte sine spor.
Da Axel valgte at gå på efterløn, kunne han mærke, at der var én del af arbejdslivet, han ikke var helt færdig med: kontakten med mennesker og muligheden for at hjælpe unge, som møder vanskeligheder eller begrænsninger på deres vej.
”Må jeg ikke komme og hjælpe?”
I stedet for blot at tænke over det valgte Axel at gøre noget ved det.
Han ringede til Lise Korsgaard fra Salling Autogenbrug med et ganske enkelt spørgsmål: Om ikke han måtte komme forbi nogle timer én dag om ugen og hjælpe med at støtte og vejlede de unge, der kommer gennem Salling Autogenbrugs Rugekasse.
Det måtte han heldigvis gerne.
”Jeg havde ikke lyst til bare at gå derhjemme, når jeg følte, at jeg stadig havde noget at byde ind med. Så jeg ringede til Lise og spurgte, om de kunne bruge mig nogle timer om ugen. Det kunne de og én dag blev så ret hurtigt til tre,” fortæller Axel med et smil.
Hos Salling Autogenbrug passer Axels engagement godt ind i en virksomhed, der gennem flere år har haft fokus på både bæredygtighed og socialt ansvar.
Erfaring, ro og tid til den enkelte
Axel kommer med en livserfaring, der spænder fra Forsvaret og livet som pilot til arbejdet som jobkonsulent og mødet med børn og unge med særlige behov.
Men rollen som mentor handler ikke så meget om titlerne på CV’et. Den handler om relationer.
Om at møde de unge i øjenhøjde. Om at lytte. Om at stille krav, når det er nødvendigt, og om at give et skub i den rigtige retning, når der er brug for det.
Det praktiske arbejde hos Salling Autogenbrug giver samtidig de unge mulighed for at være en del af et rigtigt arbejdsfællesskab med konkrete opgaver, kolleger og ansvar. Her bliver Axels rolle et menneskeligt supplement til det praktiske arbejde.
”Nogle gange handler det ikke om at komme med en masse gode råd. Det handler lige så meget om at lytte og være der. Hvis jeg kan være med til at give en ung lidt mere tro på sig selv eller hjælpe med at få øje på nogle muligheder, så synes jeg, min tid er rigtig godt brugt.”
Det harmonerer godt med den kultur, Salling Autogenbrug beskriver i sin personalehåndbog, hvor der blandt andet lægges vægt på en god tone, et stærkt kollegaskab og på, at udfordringer skal kunne deles, så man kan hjælpe hinanden.
En lidt anderledes fødselsdagsgave
Det er dog ikke gået helt uden afbrydelser.
På en skiferie i forbindelse med sin fødselsdag var Axel ude for et voldsomt styrt. Han kom til skade, og turen endte med en ny hofte og nogle ugers ufrivilligt fravær fra Salling Autogenbrug.
Men hvis nogen havde forestillet sig, at episoden ville få Axel til at konkludere, at det nu var på tide at hellige sig pensionisttilværelsen 100 procent, kender de ikke Axel godt nok.
Og skiene?
Dem er han heller ikke færdig med.
”Jeg fik en skade, og det kostede mig en ny hofte. Men jeg vil på ski igen. Det skal ikke være det, der stopper mig,” siger Axel.
Det siger måske meget godt noget om den frivillige mentor, der oprindeligt ringede og spurgte, om han måtte hjælpe nogle timer én dag om ugen og som kort efter var at finde hos Salling Autogenbrug tre dage om ugen.
For Axel handler pensionisttilværelsen ikke nødvendigvis om at stoppe.
Den handler måske snarere om at få friheden til selv at vælge, hvad man vil bruge sin tid på.
Og Axel har valgt, at noget af hans tid skal bruges på de unge.
På at lytte, støtte og vejlede og på forhåbentlig at gøre en lille forskel, når et ungt menneske har brug for en erfaren person ved sin side.