Foredrag v. Tilde Mønsted, cand. mag. i kunsthistorie.
Kunstneren Hans Smidth (1839-1917) malede mange motiver fra Skiveegnen – men hvem var han, og hvorfor malede han, som han gjorde? Hans Smidth daterede sjældent sine værker, og netop den manglende datering har i særlig grad bidraget til en forankring af den gådefuldhed, der har været forbundet med hans placering i dansk kunst.
Hans Smidth var nært tilknyttet de samme motivkredse livet igennem, og fandt stor inspiration i det jyske landskab og dets folk. Han beskrives som ”en ener” og en kunstner ”der gik sine egne veje”, og hans diffuse placering mellem nationalromantikken, naturalismen, realismen og impressionismen har besværliggjort en fast plads indenfor den kunsthistoriske fortælling. Det viser sig dog, at Smidth var inspireret af andre kunstnere og udenlandske strømninger. Han inspirerede tilmed også yngre kunstnere i sin samtid såsom Anna Ancher og Johannes Wilhjelm.
Foredraget bygger på kunsthistoriker Tilde Mønsteds seneste forskningsarbejde omkring kunstneren, og vil blandt andet tage udgangspunkt i Museum Sallings betydningsfulde samling af Hans Smidths værker.
Foredraget er et led i Skive Museums onsdagsaften-arrangementer. Skive Museum har åbnet om onsdagen indtil kl. 21, og hver onsdag kl. 19 sker der noget særligt. Det kan være et foredrag, en omvisning eller andet. Man kan også bare benytte lejligheden til et museumsbesøg efter fyraften, se udstillingerne og købe en kop kaffe og lignende. Det er gratis at deltage i arrangementet efter betalt entré til museet.
Onsdag Aften Arrangement på Skive Museum den 5. februar kl. 19.00
Hans Smidth. Bondefolk i søndagsklæder på hjemvej fra kirken (Foto: MUSEUM SALLING)