KILLERS OF THE FLOWER MOON // Cinema4 fra torsdag 19. oktober
Filmen ‘Killers of the Flower Moon’ foregår i 1920’ernes Oklahoma, og skildrer Oasage-indianerne, der efter at være blevet rige efter fundet af olie i deres reservat, nu bliver myrdet under mystiske omstændigheder.
Disse mystiske mord sætter gang i en større politiundersøgelse, der involverer den dengang 29-årige FBI-grundlægger, J. Edgar Hoover.
Filmen er baseret på bogen ‘Killers of the Flower Moon: The Osage Murders and the Birth of the FBI’ skrevet af journalisten David Grann.
Filmen er instrueret af den erfarne og prisvindende instruktør Martin Scorsese, der tidligere har stået bag klassiske titler så som ‘Goodfellas, ‘The Wolf of Wall Street’ og ‘The Departed’.
På den stjernebesatte rolleliste kan man b.la. opleve Leonardo DiCaprio, Robert De Niro, Lily Gladstone, Jesse Plemons samt mange flere.
Cirkus Mascot // KCS lørdag den 21. oktober kl. 15
For Cirkus Mascot som for alle andre handler det om at finde balancen. Det handler om at glæde sig over de små – og store – ting. Om aldrig at gå i for små sko, men hellere på æblerov. Det handler om at trylle og trille. Det handler om dyr og mennesker og magi i børnehøjde. Det handler om at være traditionen tro; men allermest om at tage sig tid – også til hinanden.
De fleste voksne genkender det i glimt; fornemmelsen af en boblende glæde – en sitrende barnlig begejstring, der føles som om, man har sodavandsblod brusende i årerne, og en uforbeholden nysgerrighed på alt det, man ikke havde forestillet sig kunne ske. Cirkus er så særligt.
Mascot hylder den glæde, som er dedikeret de mindste. Se dem se det. Det er den glæde, årets forestilling er bygget op omkring. Familiens fælles fest. Og i år er der ekstra meget af fejre, for Cirkus Mascot har 30-års jubilæum.
CALA og Spraglgevær // Skive Theater lørdag den 21. oktober kl. 20
I starten af 2023 spillede CALA og Spraglgevær en fælles koncert på Radar i Aarhus. Ingen af dem havde regnet med, at det, der skete på den scene den aften, ville blive startskuddet til en fælles turné rundt på landets spillesteder. Men magien opstod – og de to navne rammer Skive Theater den 21. oktober.
Spraglgevær er romantisk smadderrock. CALA er humørsyg alt-pop. Men på trods af forskellige udtryk er det netop live, at Spraglgevær og CALA overlapper. Fra de støjende guitarer til de intense, nærværende vokaler. Fra de boblende synthesizere til de buldrende trommer. Fra det spinkle til det storladne, taler begge de aarhusianske bands direkte til det blottede menneskehjerte.
Bag kunstnernavnet CALA står Caroline Fjerbæk Olsen fra Skive. Her startede hun med at spille musik. Her skrev hun sin allerførste sang. Og her skabte hun sit første band. Siden er Caroline flyttet til Aarhus, hvor hun blandt andet skabt CALA. Når CALA går live, kan publikum komme helt tæt på paniske tanker og uflatterende følelser – pakket ind i ungdomsmagi.
Spraglgevær er romantisk smadderrock. Den intense frontmand Sebastian Gall åbner op for både tanker og hjertets udråb med fandenivoldske og ærlige sange fra den ukuelige idiots vedvarende håb. Lydens rå og konfronterende udtryk kræver lytterens opmærksomhed fra første øjeblik. Skærende guitarer og dundrende trommer slår som en hammer og opsætter rammerne for den kompromisløse vokal.
Troels Gustavsen/Noah // Skive Theater torsdag den 26. oktober kl. 20
Man kan se frem til en varm og nærværende oplevelse, når Troels Gustavsen går på scenen i Skive Theater.
Musikken fremføres let akustisk, og det er måske præcis i dette univers, at melodierne og teksterne træder særligt frem. For selvom Troels har smedet nogle af nyere tids store popklassiskere, har han rod i singer/songwriter traditionen og måske lige netop det vil man måske kunne høre, når Troels og hans pianist, Morten gæster Skive Theater til efteråret.
Med en perlerække af storstreamende radiohits i bagagen, er Troels i hvert fald garant for dansksproget pop fra allerøverste hylde med sin velkendte, ærlige nordisk tone.
Siden gennembrudssinglen ’Alt Er Forbi’ i 2012 har han markeret sig med hits som ’Over Byen’ og ’Det’ Okay’, hvor flere har modtaget dobbeltplatin. Med sit seneste album ’Det Sådan Mit Hjerte Ser Ud’, der udkom i september 2021, har sangeren endnu engang markeret sig markant på radio med hit-singlerne ’Knuste Hjerter’, ’Giv Mig Tid’ og ’Lykkelig Fortabt’.
Der er god chance for at nå hele følelsesregisteret med Troels’ store repertoire af personlige sange. Der vil både være sange fra før navneskiftet fra NOAH til Troels Gustavsen, og sange fra det nyeste album.